HTX-elever i Frederikshavn strejker i protest mod ændringer i SU
Eleverne på HTX Frederikshavn strejker onsdag 4. november i protest mod de planlagte ændringer i SU'en. Elevrådet på Frederikshavn Handelsskole opfordrer ligeledes eleverne til at strejke i morgen.
Strejkerne i Frederikshavn er en del af en landsdækkende aktion.
- Vi har besluttet, at eleverne på tværs af alle årgange ikke møder op til undervisningen. På den måde ønsker vi at vise vores utilfredshed og sende et tydeligt signal om, at vi står sammen om sagen, udtaler Lisa Bech Hartman på vegne af elevrådet på HTX Frederikshavn.
Strejken handler især om SU til hjemmeboende unge og de nyuddannedes adgang til dagpenge.
Den landsdækkende markering er organiseret af 21 elev-, studenter- og ungdomsorganisationer under sloganet "Nu er det nok – stop besparelserne på unge og uddannelse!"




































