Fem frederikshavnere nomineret til Danmarks største iværksætterpris for unge
Snart skal Årets Unge Iværksættere kåres, og når det sker, kan guldet gå til Frederikshavn. Her er fem lokale iværksættertalenter nemlig blevet nomineret i kategorien Beredskab og forsyning.
Julius Erichsen, Julius Høeg, Magnus Bang, Mikkel Rørbæk og Nicolai Eriksen, alle 18 år, står bag SafeSea, arbejdstøj til fiskere og havnearbejdere med en indbygget sensor. Falder en person over bord, slår systemet alarm eller stopper motoren på enmandsfartøjer, så redningen kan gå hurtigere i gang.
10. november kåres vinderne – én i hver af de tre kategorier Ny Teknologi, Beredskab og forsyning samt Craft – på Danmarks Entreprenørskabsfestival i K.B. Hallen. Her overrækker erhvervs- og konkurrencekraftsminister Martin Lidegaard priserne og et legat på 100.000 kroner til hver vinder.
Årets Unge Iværksættere er landets største iværksætterpris for unge, og bag prisen står Fonden for Entreprenørskab og Erhvervsministeriet.
- I juryen er vi virkelig glade for de stærke ansøgninger, vi har fået i år. De vidner om en idérig og handlekraftig ungdom, der ikke venter på, at andre løser de problemer, de selv ser i samfundet. Vores verden er i hastig forandring, hvilket løsningerne også vidner om. Og alle unge, der har mod til at kaste sig ud i iværksætteri, fortjener at få en pris, så det bliver ikke nogen nem opgave for juryen at finde de endelige vindere, siger Louise Lachmann, forperson for både juryen og Fonden for Entreprenørskab.
Bag prisen, som er Danmarks største iværksætterpris til unge mellem 15 og 20 år, står Fonden for
Entreprenørskab og Erhvervsministeriet.
Nominerede i kategorien "Ny Teknologi"
Cens.ai: Et AI-værktøj, der giver lærerne tid tilbage fra rettebunken og eleverne konstruktiv feedback, de kan bruge. Værktøjet skriver et første udkast til feedback på afleveringer ud fra fagets kompetencemål, og læreren retter og godkender det, før eleven ser det. Dermed bliver alle elever vurderet ud fra de samme kriterier. Bag Cens.ai står Andreas Zacharias og Frederik Engberg, begge 19 år og fra København.
CalmBuddy: Håndlavede tyngdebamser, der skal give børn ro ved puttetid. Bamsen har en indbygget højttaler, så den kan afspille beroligende lyde eller en kendt stemme. Bag CalmBuddy står Bertram Sangild, Mads Fuglsang, Malthe Tang Jønsson og Noam Emil Klainberger, alle 20 år og fra Nykøbing Mors.
Sign2Voice: En app, der oversætter begge veje i realtid mellem talt dansk og dansk tegnsprog. Op mod 4.000 danskere har dansk tegnsprog som primærsprog, og tolke er sjældent til at få med kort varsel. Det giver problemer på arbejdet, i skolen og hos lægen. I spidsen for Sign2Voice står Mads Kristensen, 20 år.
Nominerede i kategorien "Beredskab og forsyning"
DinaWaste: En platform, der hjælper kantiner med at lave den rigtige mængde mad. Maden bestilles via en app, så køkkenet på forhånd ved, hvor meget der skal produceres. Det skal hjælpe kantiner med at bidrage til EU's mål om 30 procent mindre madspild pr. indbygger inden 2030. Bag DinaWaste står Aksel Glyholt og Rasmus Svale Jørgensen, begge 17 år og fra Lolland-Falster.
Navis: Et sikkerhedssystem til sejltræning for børn og unge. Under en træning kan én træner have ansvaret for op til 15 børn, spredt over et stort område. Små GPS-sendere i redningsvestene viser træneren, hvor alle sejlere er, og et barn i vandet kan slå alarm med et træk i en snor. Bag Navis står Johannes Wikkelsø, 18 år, og Anders Bredahl Greiner, 19 år, fra Roskilde.
SafeSea: Arbejdstøj til fiskere og havnearbejdere med en indbygget sensor. Falder en person over bord, slår systemet alarm eller stopper motoren på enmandsfartøjer, så redningen kan gå hurtigere i gang. Bag SafeSea står Julius Erichsen, Julius Høeg, Magnus Bang, Mikkel Rørbæk og Nicolai Eriksen, alle 18 år og fra Frederikshavn.
Nominerede i kategorien "Craft"
AME: AME Rens er et produkt til rengøring af hårbørster, hvor hår, døde hudceller, hårprodukter og støv samler sig og kan blive grobund for bakterier. AME Rens skal gøre det nemt at gøre rengøringen af børsten til en fast del af hårplejen. Bag AME står Anna Adanech Thomsen, 19 år, Elina Brage Bjerregaard, 18 år, og Mia Meilandt, 19 år, fra Aabenraa.
Byens Håndværker: En håndværkervirksomhed, der samler flere fag under ét tag for både private, boligselskaber og erhvervskunder. Det begyndte med visitkort og havearbejde for private, og i dag har virksomheden flere ansatte. I spidsen for Byens Håndværker står Marius Kajdi, 20 år, fra Kolding.
Vinduespudser Kappel: Et lokalt vinduespudserfirma, hvor kunderne får pudset vinduer fast via et abonnement. Firmaet skiller sig ud ved at bygge på et personligt brand, og det har allerede givet 600 faste kunder. Bag firmaet står Sebastian Kappel, 19 år, fra Silkeborg, som ved siden af sin virksomhed går på HHX.
Sådan er de nominerede fundet
Frem til den 13. oktober kunne unge iværksættere fra hele landet søge om at blive Årets Unge Iværksættere 2026. En jury har siden gennemgået ansøgningerne og udvalgt de ni nominerede. I udvælgelsen har juryen blandt andet lagt vægt på, hvor innovative startupperne er, hvilken værdi de skaber for samfundet, og hvor stort skaleringspotentiale de har. Samtidig er det et krav, at de skal bidrage til en mere bæredygtig fremtid og arbejde aktivt med diversitet.
Juryen består af Louise Lachmann, forperson for Fonden for Entreprenørskab, Christian E. Elling, managing partner i Lundbeckfonden BioCapital, og Lotte G. Lundberg, direktør for Den Danske Maritime Fond.
Fakta om de tre kategorier
• Ny Teknologi: I denne kategori nomineres startups, der forbedrer menneskers sundhed, trivsel og livskvalitet gennem nye produkter, services eller teknologier.
• Beredskab og forsyning: I denne kategori nomineres startups, der styrker samfundets robusthed, sikkerhed og evne til at håndtere fremtidens udfordringer. Kategorien omfatter løsninger inden for blandt andet energi, vand, fødevarer, logistik, infrastruktur, cybersikkerhed og beredskab. Teknologi kan indgå som en central drivkraft, men fokus er på at skabe stabile og bæredygtige forsynings- og beredskabsløsninger med
samfundsmæssig værdi.
• Craft: I denne kategori nomineres startups, der arbejder med materialer, håndværk og produktion på nye måder. Kategorien omfatter både traditionelle håndværksteknikker og innovative løsninger inden for genanvendte materialer, biobaserede materialer og moderne produktionsformer.
Om Fonden for Entreprenørskab
Fonden for Entreprenørskab vil inspirere børn og unge og give dem evnen til at tænke og agere entreprenant og innovativt, så de kan lykkes i en global og omskiftelig verden. Det gør Fonden ved at hjælpe skoler og uddannelser med at fremme entreprenante og innovative evner hos elever og studerende.
Fonden fungerer desuden som nationalt videncenter for opsamling, udvikling og udbredelse af
viden om entreprenørskabsundervisning på alle niveauer af uddannelsessystemet.





































