"Aftenstund ved gadekæret" i Frederikshavn Kirke
Endnu en gang holder Frederikshavn Kirke en hyggelig aftengudstjeneste med temaet "Aftenstund". Denne gang er overskriften "Aftenstund ved gadekæret", og det sker onsdag 18. november kl. 19.00 i Frederikshavn Kirke.
- Vi ser frem til endnu en hyggelig aftengudstjeneste i serien af "Aftenstund", og denne gang tager vi jer med i Morten Korchs univers. Vi vil gerne vise, at alle historier er fortalt mindst én gang før - nemlig i Biblen. Det bruger vi Morten Korchs bøger til, når vi drager sammenligninger mellem Morten Korchs fortællinger og Biblens fortællinger, fortæller sognepræsterne Inger Due Borré og Kirstine Rafn.
Der skal naturligvis også synges undervejs. Det vil organist Julianna Bawarska og kirkesanger Sasja Rosendal stå for på skønneste vis. Det bliver de, fra filmatiseringerne, så kendte sange som "Er du dus med himlens fugle", "Du er min øjesten" med videre.
- Aftenen sluttes af med vin, cider, sodavand og chips i det stemningsfulde kirkerum i rigtig godt selskab med alle. Tag forældre, søskende, naboer, bekendte, venner og familie med og kom til en hyggelig stund i Frederikshavn kirke, opfordrer Inger Due Borré og Kirstine Rafn.





































