Gå til hoved-indhold
05. november 2026 - kl. 00.11

FfI Fodbold i medvind: Tre oprykninger og spændende ændringer frem mod 2027

  • 1 af 1
Af: Michael Frederiksen

Efteråret 2026 har budt på stor sportslig succes i FfI Fodbold. Hele tre hold har sikret sig oprykning, mens de øvrige seniorhold også har leveret flotte præstationer. Nu ser klubben frem mod foråret 2027 med en ny trænerstruktur, flere unge seniorspillere og ambitioner om at udvide seniorafdelingen med endnu et hold.

Der har været masser at glæde sig over på Fodboldvej i Frederikshavn i efteråret. FfI's førstehold sikrede sig oprykning til serie 1, mens andetholdet formåede at sikre endnu en sæson i serie 2.

Også serie 4-holdet har haft et positivt efterår med et stærkt sammenhold og et godt socialt miljø. Samtidig var holdet blot en straffesparkskonkurrence fra at sikre oprykning til serie 3 og må derfor tage endnu et halvt år i serie 4.

- Vi er utrolig tilfredse med efteråret. Selvfølgelig glæder vi os over de sportslige resultater, men mindst lige så vigtigt er det stærke fællesskab og den gode kultur omkring vores seniorafdeling. Det ønsker vi at bygge videre på, fortæller sportslig leder i FfI Fodbold, Jonas Nødbak Petersen.

U19-spillerne bliver en fast del af seniorafdelingen
Klubbens U19-drenge leverede ligeledes en flot præstation ved at vinde U19 Liga 2 og dermed sikre oprykning til Liga 1.

Bag resultaterne har der dog været udfordringer med antallet af spillere.

- Vi har haft en rigtig dygtig gruppe U19-spillere, men desværre ikke en tilstrækkelig stor trup til at skabe et bæredygtigt U19-miljø. Til stort set hver eneste kamp har vi været afhængige af at låne flere spillere fra U17, forklarer Jonas Nødbak Petersen.

Derfor har klubben truffet den svære beslutning, at de resterende cirka 12-13 U19-spillere fra foråret 2027 bliver en fast del af seniorafdelingen.

- Det har ikke været en nem beslutning, men vi er overbeviste om, at det er den rigtige løsning for spillernes fortsatte udvikling. De unge bliver fuldt integreret i seniorafdelingen og kommer til at indgå på helt lige vilkår med de øvrige seniorspillere, både til træning og i forbindelse med udtagelse til vores tre seniorhold.

Mulighed for et fjerde seniorhold
Med tilgangen af de unge spillere ser FfI frem mod en spændende forårssæson med en stor og bred seniorgruppe.

Hvis klubben oplever yderligere spillertilgang hen over vinteren, er ambitionen at tilmelde et ekstra hold i serie 5, så FfI kan stille med fire herreseniorhold i foråret 2027.

- Vi vil rigtig gerne have endnu flere spillere med i vores fællesskab. Vi ønsker en seniorafdeling med plads til forskellige niveauer og ambitioner, hvor alle bidrager positivt til træningsmiljøet og fællesskabet. Nye spillere er derfor meget velkomne til at kontakte os, fortæller Jonas Nødbak Petersen.

Ny trænerkabale skal styrke seniorafdelingen
Foråret 2027 byder også på flere ændringer i trænerstaben. Klubben har arbejdet på at sammensætte et team, der både sikrer kontinuitet, spillerudvikling og et stærkt træningsmiljø.

Dan Strauss, der i efteråret har været cheftræner for U19-drengene, bliver fra foråret ny cheftræner for andetholdet i serie 2.

- Vi er rigtig glade for, at Dan har sagt ja. Han har et indgående kendskab til både U19-spillerne, den øvrige seniorafdeling og trænerteamet. Det bliver særdeles værdifuldt i arbejdet med at skabe et stærkt træningsmiljø og integrere de unge spillere, fortæller Jonas Nødbak Petersen.

Dan Strauss overtager efter Thomas Petersen, der efter eget ønske har valgt at stoppe som cheftræner. Han fortsætter dog i FfI, hvor han fremover bliver assistenttræner for både første- og andetholdet.

- Vi er utrolig glade for, at Thomas fortsætter. Hans mangeårige kendskab til spillerne, trænerstaben og klubbens kultur og miljø er særdeles værdifuldt. Den erfaring og de relationer betyder meget for vores trænerteam.

Malte Mikkelsen får en større rolle omkring tredjeholdet
På serie 4-holdet fortsætter Mickey Høeg som cheftræner, mens Malte Mikkelsen får en større rolle. Sidstnævnte har i efteråret hjulpet Mickey til kampene, men bliver fremover også en del af den ugentlige træning.

- Malte er en talentfuld ung mand med rigtig gode menneskelige egenskaber og et stort engagement i klubben. Han har lyst til at prøve kræfter med trænergerningen, og det vil vi gerne bakke op om. Vi ser et spændende potentiale i ham og glæder os til at følge hans udvikling som træner.

Kristoffer Madsen skal hjælpe de unge spillere ind i seniorfodbolden
Med beslutningen om at rykke U19-spillerne op i seniorafdelingen har FfI samtidig valgt at prioritere overgangen fra ungdoms- til seniorfodbold. Her får Kristoffer Madsen en vigtig rolle som ny transitionstræner.

Han har gennem flere år været assistenttræner for netop den årgang, som nu skal tage skridtet op i seniorfodbolden og kender derfor spillerne særdeles godt.

Han skal blandt andet sikre løbende individuel vejledning, feedback og støtte til både træning og kamp samt fungere som sparringspartner for de øvrige seniortrænere.

- Vi er meget glade for, at Kristoffer har sagt ja. Hans store kendskab til de unge spillere bliver værdifuldt for deres trivsel og udvikling. Vi ønsker ikke bare at flytte dem op i seniorafdelingen, men også at sikre, at de får den nødvendige støtte til at finde sig godt til rette og fortsætte deres udvikling, understreger Jonas Nødbak Petersen.

Tak til Carsten Degn og Brian Petersen
I forbindelse med den nye trænerstruktur stopper assistenttrænerne Carsten Degn og Brian Petersen i deres nuværende roller ved årsskiftet.

Brian Petersen har gennem efteråret ydet en værdsat og støttende indsats, og klubben håber fortsat at se ham på Fodboldvej, hvor han altid vil være velkommen til at hjælpe og bakke op om holdene.

Carsten Degn fortsætter i FfI Fodbold, hvor han fremover vil varetage betydningsfulde opgaver i ungdomsafdelingen.

- Vi skylder Carsten en meget stor tak for hans indsats gennem flere sæsoner i seniorafdelingen. Han har bidraget med stor fodboldfaglighed og særdeles stærke menneskelige og relationelle kompetencer. Carsten har været en vigtig del af vores trænerteam, men hans muligheder for fremadrettet at deltage fast i både to ugentlige træninger og weekendens kampe vil desværre være for begrænsede til klubbens ambitioner for vores keeperes udviklingsmuligheder. Vi er dog meget glade for, at Carsten fortsætter sit engagement i FfI's ungdomsafdeling, fortæller Jonas Nødbak Petersen.

Erfaren keepertræner vender tilbage til FfI
FfI Fodbold kan samtidig byde velkommen til Stefan Bechmann som ny keepertræner i seniorafdelingen.

Han kommer senest fra Strandby-Elling-Nielstrup IF (SEIF) og har mange års erfaring med målmandstræning. Han har blandt andet været keepertræner på Stidsholt Idrætsefterskole og har gennem en længere årrække arbejdet med udvikling af keepere i både Strandby og FfI's ungdomsafdeling.

Med sin erfaring og sit kendskab til klubben skal Stefan Bechmann styrke den målrettede træning og udvikling af seniorafdelingens keepere. Han vil desuden deltage ved langt de fleste af weekendens kampe for at følge keepernes udvikling tæt.

- Med den samlede trænerkabale føler vi, at vi står rigtig stærkt frem mod foråret. Vi har sammensat et team med forskellige kompetencer og fokus på både træningskvalitet, udviklingen af vores unge spillere og sammenhængen på tværs af seniorholdene. Det giver os et godt udgangspunkt for at bygge videre på efterårets positive udvikling, mener Jonas Nødbak Petersen.

Også succes hos kvinderne
Det er ikke kun på herresiden, at FfI Fodbold har haft grund til at fejre. Klubbens kvindeseniorhold har ligeledes leveret et imponerende efterår, som er blevet kronet med en fortjent oprykning til serie 1.

Holdet har gennem det seneste halve år udviklet sig markant, både individuelt og kollektivt, og det bliver spændende at følge dem på det højere niveau efter nytår.

Fællesskab og udvikling skal fortsat være fundamentet
Selvom efteråret har budt på mange sportslige højdepunkter, handler ambitionerne i FfI Fodbold om mere end resultater og oprykninger.

Klubben ønsker fortsat at udvikle et attraktivt seniorfodboldmiljø med plads til både ambitiøse spillere og dem, der først og fremmest kommer for fællesskabet og glæden ved fodbold.

- Vi skal selvfølgelig være ambitiøse og skabe gode sportslige resultater. Men vi skal også have et miljø, hvor spillerne glæder sig til træning, tager ansvar for hinanden og har lyst til at blive hængende efter træning og kamp. Lykkes vi med det, tror vi også på, at resultaterne følger med, udtaler Jonas Nødbak Petersen.

Interesserede nye seniorspillere kan kontakte sportslig leder Jonas Nødbak Petersen for at høre mere om mulighederne i FfI Fodbold.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...