Gå til hoved-indhold
05. november 2026 - kl. 15.11

5,4 mio. kr. skal understøtte mere hospitalsbehandling tættere på borgeren

  • 1 af 1
Af: Michael Frederiksen

Sundhedsråd Vendsyssel har nu besluttet, hvilke indsatser Regionshospital Nordjylland i 2027 skal prioritere for at understøtte mere hospitalsbehandling tættere på borgeren. Der er tale om 5,4 mio. kr. fra den såkaldte regionale investeringsmotor.

Der er blandt andet sat 0,5 mio. kr. af til at etablere en flexklinik for udsatte borgere. Der var i forvejen sat yderligere 0,5 mio. kr. af til det på regionens budget for 2027.

- Vi skal gøre noget ekstra for at hjælpe en udfordret gruppe, som ikke af sig selv opsøger hjælp fra sundhedsvæsenet. Idéen med flexklinikken er, at den fungerer som brobygger for borgeren i deres adgang til både offentlige og private sundhedstilbud og f.eks. væresteder. Så vi bliver mere opsøgende, da forskellige borgere har forskellige behov. Forventningen er, at flexklinikken etableres uden for hospitalet og vil have åbent to gange om ugen, siger Mogens Gade (V), formand for Sundhedsråd Vendsyssel.

Flexklinikken er en del af et ønske om, at flere kronikere skal ses og behandles i nærmiljøet. Til det formål er der også afsat 1 mio. kr. til udgående kronikerteams målrettet borgere med KOL. Ligesom der, i forbindelse med ambitionen om at tilbyde behandling tættere på borgerens hjem, afsættes 0,3 mio. kr. til et mere nært tilbud til de blærekræftpatienter, der som en del af deres efterbehandling skal have foretaget blæreskylninger med jævne mellemrum.

- I dag skal patienterne til Thisted for at få en blæreskylning, men der er gener efter sådan en skylning. Derfor vælger vi at etablere et tilbud tættere på borgerne i Vendsyssel, så patienterne undgår den lange transporttid. I første omgang laver vi et tilbud på hospitalet i Hjørring, men der er ambitioner om tilbud på både Frederikshavn Sygehus og en-to kommunale lokationer. Det er også meget positivt, at vi får gjort en indsats for borgere med KOL, hvor en KOL-hotline for såvel patienter som professionelle kan være med til at sikre en bedre behandling i nærmiljøet. Generelt har vi sat en retning, hvor vi prioriterer at få flere funktioner ud i nærområdet, siger Kirsten Morild Andersen (S), næstformand i Sundhedsråd Vendsyssel.

Der er til det formål også afsat 2 mio. kr. til et udgående ældremedicinsk team og 0,6 mio. kr. til at styrke den udgående palliative indsats, ligesom der er prioriteret 1 mio. kr. til en børnelæge i brobyggerfunktion.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...