Gå til hoved-indhold
08. november 2026 - kl. 11.11

Kystmuseet Skagen: Sild, Sang og Snaps samt Jul i Den Gamle Mølle

  • 1 af 1
Af: Michael Frederiksen

Tirsdag 17. november byder Kystmuseet Skagen velkommen indenfor med arrangementet Sild, Sang og Snaps i den hyggelige museumscafe, og lørdag 21. november kl. 13.00-16.00 er der Jul i Den Gamle Mølle.

17. november kan du glæde dig til et stemningsfuldt arrangement med hvide og røde sild, lækkert rugbrød, karrysalat, krydderfedt samt en øl/vand og en kold snaps.

Aftenen igennem bliver der masser af musikalsk underholdning med fællessange, som alle kan synge med på.

Hele herligheden koster 149 kroner per person, og der er et begrænset antal pladser. Billetter kan købes online via Kystmuseet.dk eller på Kystmuseet Skagen. 

Dørene åbner kl. 18:00.

Lørdag 21. november slår museet dørene op til en hyggelig juleeftermiddag. Jul i Den Gamle Mølle er en mangeårig tradition.

Her kan hele familien opleve julen i historiske omgivelser med fortællinger, juleværksted, nisser, gløgg, æbleskiver, kunsthåndværk og masser af julestemning.

Kystmuseet Skagen fortæller historien om livet i det gamle fiskersamfund, og denne eftermiddag får historien et særligt julepræg. Hvordan så julen ud i Skagen før i tiden? Hvad pyntede man med? Hvilke historier blev fortalt i vintermørket? Og hvordan var livet forskelligt hos den rige og den fattige fisker?

Museet har åbent fra kl. 11.00-16.00.

Kl. 13.00-15.30 Historisk juleværksted
Lav julepynt inspireret af tidligere tiders jul. Der arbejdes med halm og strå, og der laves blandt andet stjerner og hjerter. Duften af jul breder sig, når gæsterne pynter appelsiner med nelliker, en klassisk form for julepynt.

Kl. 13.30-14.00 Jul hos den rige og den fattige fisker
Tag med på en særlig julerundvisning hos Den Rige og Fattige Fisker og hør om hverdagsliv, levevilkår og jul i det gamle Skagen. Der sluttes af med, efter gammel skik, at ønske hinanden god jul med en bjesk.

Kl. 14.30-15.00 Nissemor fortæller
Nissemor samler børn og barnlige sjæle til en hyggelig julehistorie i museets historiske rammer.

Kl. 15.30 Møllenissen vækkes
Møllenissen vækkes, og der uddeles godteposer til børnene. Der trækkes også en børnepræmie og en voksenpræmie blandt dagens gæster.

Kl. 13.00-16.00 Museumscaféen er åben
Slå jer ned i museumscaféen og nyd æbleskiver og gløgg.

Kl. 13.00-16.00 Levende musik i Museumscaféen
Lokale spillemænd underholder med julens melodier.

Kl. 13.00-16.00 Kunsthåndværk og juleboder
Gå på opdagelse blandt boder med kunsthåndværk og lokale produkter.

- Tag familien, vennerne eller naboen med og oplev en eftermiddag med jul, historie og hygge midt i Skagen. lyder opfordringen fra Kystmusesset Skagen.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...