Hos HTX Frederikshavn er trivsel nøglen til en god skoletid - både fagligt og socialt
Nogle er taget til Bunkeren, andre spiller brætspil og en flok elever og lærere bruger tiden på at terpe lidt lektier. Det er Trivselsdag på HTX Frederikshavn, og så skal man hygge sig med det man helst vil.
Eleverne kan vælge mellem mange forskellige aktiviteter i løbet af dagen: Kreaklub, slikworkshop, byg og hyg, lektiecafé, brætspil, indendørs sport eller en tur til Bunkeren sammen med pensioneret dansklærer Peter Jørgensen.
Studieleder Rikke Huse Bahn fortæller, at det først og fremmest er 1.g'ernes dag, da de nu går fra grundforløb til studieretning og dermed skifter klasse:
- Det er et stort skridt for mange, at man nu skal finde sig til rette i en ny klasse. Nogle glæder sig og andre er mere tilbageholdende. Vi vil gerne gøre det så sjovt og hyggeligt som muligt, og derfor bruger vi meget energi på at skabe god trivsel. Og det er ikke kun 1. g'erne som deltager - det gør alle vores elever og lærere. Jeg synes, det er noget helt særligt hos HTX, at eleverne blander sig på tværs af årgangene, og at de faktisk bare synes, det er rart, at lærerne også er med.
Talrige undersøgelser siger, at god trivsel skaber det bedste fundament for en god skolegang. Både når det gælder det faglige og det sociale. Ifølge Rikke Huse Bahn er det to sider af samme sag, og hos HTX Frederikshavn starter trivselsprojektet på første skoledag.
- Vi gør rigtig meget ud af at skabe god trivsel. Faktisk har vi lavet et helt trivselsprogram, der især fokuserer på 1. g'erne, men også inddrager ældre elever og lærere. Fra første skoledag og indtil de nu starter på studieretningerne, har vi aktiviteter med trivsel i centrum. Beachparty på Palmestranden, hyttetur, idrætsdag og mere. Lige om lidt begynder vi på julemåneden, og selvfølgeligt skal vi julehygge, som vi plejer. Og så er vi allerede ved at planlægge næste trivselsdag, der holdes i februar, fortæller Rikke Huse Bahn.






































