Ny donation til Regionshospital Nordjylland skal styrke behandlingen af sportsskader
Regionshospital Nordjylland har netop modtaget en donation på 547.624 kroner fra Melsen Fonden. Donationen er med til at sikre den fortsatte udvikling af kompetencerne inden for fysisk aktivitet, træning og lungesygdom hos Sportsmedicinsk Center i Frederikshavn.
Donationen gør, at der kan investeres i udstyr, som giver mulighed for at foretage avancerede lungefunktionsanalyser og i videokameraudstyr, der kan filme de øvre luftveje.
Det er den anden i rækken af donationer fra Melsen Fonden indenfor få måneder. Den første donation på 2,2 millioner kroner er gået til et topmoderne bevægelseslaboratorium, som bliver det førende af sin slags i Danmark, og som ligner det, der findes hos nogle af verdens største fodboldklubber og idrætsklinikker.
- Bevægelseslaboratoriet gør, at Sportsmedicinsk Center kommer op på et nyt og internationalt niveau. Nu kan vi begynde at interessere os for årsagerne til, hvorfor den samme skade opstår igen og igen hos patienten i stedet for kun at behandle problemet, når det er opstået. Vi kan blandt andet sætte elektroder på folks muskler, se 3D-modeller af dem og lave overvågning af muskelaktiviteten, så vi får en forståelse af, om musklerne gør, som de skal, siger Thøger Persson Krogh, der er ledende overlæge på Sportsmedicinsk Center i Frederikshavn.
Der vil samtidig ske et øget samarbejde mellem Sportsmedicinsk Center og Lungemedicinsk Ambulatorium på Regionshospital Nordjylland. Særligt den nyeste donation, som kommer personer, der lider af åndenød under fysisk aktivitet, til gavn, kræver et tværfagligt samarbejde.
- Hvis man døjer med åndenød, og der er tvivl, om det er på grund af hjertet eller lungerne, så sætter vi os sammen med hjerte- og lungespecialisterne, og så udreder vi det i fællesskab og finder en samlet løsning, siger Thøger Persson Krogh.
For alle nordjyske patienter
Selvom rammerne i Sportsmedicinsk Center kommer op på et internationalt niveau, så er langt de fleste patienter almindelige motionister og ikke elitesportsfolk. Og at det er for alle typer af patienter, glæder formand i Sundhedsråd Vendsyssel, Mogens Gade (V).
- Det er selvfølgelig glædeligt, at nordjyderne nu får endnu bedre behandlingsmuligheder på Regionshospital Nordjylland og Sportsmedicinsk Center. Vi kan være stolte over, at vi har nogle rammer, som er topmoderne, og i sidste ende kommer det de nordjyske patienter til gavn på både kort og lang sigt, siger han.
Også hos Melsen Fonden ser man værdi i de to donationer, som er gået til Regionshospital Nordjylland og Sportsmedicinsk Center hen over de seneste måneder.
- Vi vil gerne være med til at skabe bedre muligheder for, at vores sundhedstilbud kan udvikle sig her i Nordjylland. Derfor giver det rigtig god mening for os at støtte projekter som disse, hvor der er høje ambitioner, og hvor resultaterne samtidig kan komme mange patienter til gode, siger Anker Laden-Andersen, bestyrelsesformand i Melsen Fonden.
Bevægelseslaboratoriet forventes at være færdigbygget senere i efteråret 2026.
Nedslagspunkter i det udstyr, donationerne går til:
• Indtil 930.144 kroner til køb af Ganganalyse- og løbestation
• Indtil 443.111 kroner til køb af Agility- og kraftanalyseudstyr
• Indtil 230.840 kroner til køb af 3D-bevægelsesanalysesudstyr
• Indtil 223.060 kroner til køb af Spirometer med provokationskapacitet
• Indtil 203.290 kroner til køb af EMG-system (muskelaktivitetsmåling)
• Indtil 324.564 kroner til køb af CLE-testudstyr (anstrengelsestest, hvor man løber på et løbebånd, mens man ser, hvordan struben fungerer)





































