Jens Varmløse trak fuldt hus - mere livemusik på vej i 2026
Der var fuldt hus i Rådhuscentret i Frederikshavn, da FfI Fodbold Musik i går afviklede koncert med Jens Varmløse. Samtidig har FfI Fodbold Musik offentliggjort sit program i første halvår af 2026.
Jens Varmløse er en dygtig guitarist og sanger, som flere gange har optrådt i Frederikshavn - både som solist og med bandet Version 1.0.
- Med sit store talent og sin smittende spilleglæde formåede Jens at fange publikum fra første tone og skabe en hel særlig stemning, siger koncertarrangør Mogens Nyeng, FfI Fodbold Musik.
Han mener, at aftenen blev en musikalsk succes uden lige.
- En af de oplevelser, hvor man for alvor mærker nærværet mellem kunstner og publikum. Ikke overraskenede var der totalt udsolgt, og stemningen i salen var i top. En uforglemmelig aften med en musiker, der virkelig kan noget helt særligt, siger Mogens Nyeng.
I 2026 skruer FfI Fodbold Musik op for volumen og ned for hverdagens grå toner.
Der lægges ud tirsdag 8. januar med Kåålfolk, der sørger for god pub-stemning med irsk og jysk musik.
Søndag 1. februar og søndag 1. marts følger to koncerter med traditionel jazz, der svinger så meget, at selv stolene ifølge FfI Fodbold Musik får lyst til at danse.
Det er henholdsvis den kendte kvintet, JazzPiloterne med Finn Odderskov på sax, og Max Lagers New Orleans Stumpers fra Göteborg, der sørger for vellyd til kaffen og lagkagen ved to eftermiddagskoncerter.
Så er der igen irsk musik på programmet torsdag 16. april med Boys of Bluehill - kaldet Danmarks bedste skotsk/irske band.
Søndag 10. maj skiftes denne aftenkoncert med smørrebrød igen ud med et eftermiddags-arrangement med kaffe og lagkage. Denne gang Second Line Jazzband fra Göteborg.
Alle arrangementer er i Rådhuscentret i Frederikshavn.
Er der brug for hjælp til billetkøbet kan Mogens Nyeng kontaktes på 40765600.
Der kan læses mere om de enkelte bands på Facebook.
Billetprisen er 200 kroner pr. arrangement, inklusive smørrebrød til aften-koncerterne eller kaffe og lagkage til eftermiddags-arrangementerne.
- Der bliver rift om billetterne, for der er kun plads til 160 tilhørere i Rådhuscentret, påpeger Mogens Nyeng.