Julestemning hele weekenden i Frederikshavn midtby
I denne weekend sætter en stor flok julemænd, nissemødre og nisser fra hele verden Frederikshavn på den anden ende. Det festlige arrangement giver julestemning i midtbyen med sjov og musik fra fredag til søndag.
I aften er der i Bingohallen i Hobrogade hyggelig JUHLEbanko fra kl. 18.30-21.30, hvor der er masser af julesjov. Der er flotte præmier doneret af lokale erhvervsdrivende til en samlet værdi af over 25.000 kroner. Måske kommer selveste Rudolf forbi og gør det ekstra festligt i Bingohallen. Overskuddet fra det store julebanko doneres til fritids- og ungdomsklubben HotSpot, fortæller handelschef Dan Kobberup.
Lørdag er der julesjov i gågaden fra kl. 10.00-14.00. Byens butikker holder åbent, og handelsnissen fra FREDERIK Dan Kobberup og Frederikshavns julemand, Santa Julle, åbner "Jul i Juni" på Kirkepladsen. Kl. 10.00-11.00 er der juleparade fra Kirkepladsen til Fisketorvet, hvor selveste Santa Julle leder optoget i sin kane sammen med nisseorkester, brandbil, veteranbiler, Tuc-Tuc samt masser af glade julemænd, nissemødre og nisser.
Kl. 11.00 – 14.00 er der kæmpe jule-tombola med præmier for over kr. 25.000 på Fisketorvet. Hen over dagen er der masser af juleoplevelser i børnehøjde, julesjov, trylleshow, julegodter, ballondyr samt gratis risengrød på Fisketorvet ”så længe lager haves” kl.12. Stor tak til Café Hyggestunden, siger Dan Kobberup.
- Kl. 12.30-13.00 er der gaveindpakningskonkurrence – butikkerne mod nisserne - og fra kl. 15.00-16.00 foregår årets Julebad på Palmestranden. Masser af glade julemænd, nissemødre og nisser spreder hyggelig stemning ved ishuset og på stranden. FREDERIK sender en stor tak til Palmestrandens Ishus, som byder på kaffe og is til nisserne, lyder det fra Dan Kobberup.
Søndag fra kl. 14.00-18.00 er der nisseskole for børn fra 6-13 år på Juletorvet mellem Bones & Danhostel.
- Vi underviser børn i at være nisser, lave julesjov, risengrød, passe Rudolf, lave ballondyr, ansigtsmaling og være gode ved sine medmennesker, og de modtager et bevis på, at de er uddannet som nisser. Dem, der har lyst, deltager i november og december i events i Julebyen Frederikshavn sammen med Santa Julle og Julemor Ruth. Der er gratis risengrød, trylleshow samt gratis glimmertattoo. Der er allerede tilmeldt mange børn, men der er plads til flere. Seneste tilmelding er lørdag 22. juni på mail (julemandensantajulle@gmail.com), fortæller Santa Julle.