Liv Lundholm Pedersen havde håbet på en roligere start i byrådet
Byrådsmedlem Liv Lundholm Pedersen (A) har skrevet dette indlæg: Nu er foråret forhåbentligt på vej. Nye begyndelser, vi bliver gladere og tiden bliver lysere. Jeg elsker den her årstid!
Jeg har været byrådsmedlem i to måneder, og der er allerede sket mange spændende ting. Jeg havde selvfølgelig ikke regnet med, at det bare ville være nemt og lige til. Men jeg havde nok alligevel håbet på en mere rolig start, et godt samarbejde på tværs – og ikke mindst ordentlighed imellem os.
Jeg har glædet mig meget til at få politiske kollegaer på tværs af alle partier – og jeg glæder mig stadigvæk til at lære alle endnu bedre at kende. Vi har jo alle snakket om "nye tider med et nyt byråd".
Derfor undrer det mig også, hvor voldsom reaktionen har været hos nogen, efter at vi i Socialdemokratiet har sagt nej til en budgetproces med 1% besparelser.
For mindre end et år siden sagde Venstre nemlig fra over for en budgetproces med samme type grønthøsterbesparelser. Dengang lød argumentet, at man ikke bare skulle bede alle områder spare det samme, men i stedet tage den politiske diskussion om prioriteringerne. "Det har vi ikke kunne få Socialdemokratiet med på, så nu har vi sagt fra over for den måde, det kører på nu", udtales der er i artiklen. Det synspunkt kan jeg faktisk godt forstå. For budgetter handler netop om prioriteringer – og 1% besparelserne må og skal væk.
Stort set alle partier i valgkampen sagde, at de gerne ville væk fra de årlige 1% besparelser. Det var også her, at vi i Socialdemokratiet slog ind på det spor. Og netop nu har vi faktisk en mulighed for at påvirke processen og begynde at prioritere for alvor. Og samtidig forhåbentlig have et enigt byråd med; vi trænger til omstruktureringer og nøje prioriteringer.
Og når vi taler prioriteringer, så mener jeg også, at vi skal turde sige det højt: Mennesker skal før besparelser, og flere områder mangler mange penge i forhold til, at vi som kommune skal kunne levere ikke kun et minimum, men en god og høj standard af faglighed og tid til vores borgere. Jeg tror på, at vi kan få budgettet til at hænge sammen på en måde, hvor vi stadig kan være det bekendt overfor børn, unge, voksne og ældre, som vi alle har et ansvar for.
At vi i Socialdemokratiet - og for øvrigt også SF – har sagt nej til den her form for budgetproces, betyder ikke, at vi ikke vil tage ansvar. Vi vil selvfølgelig snakke budgetter og prioriteringer – men vi har sendt et klart signal og ønske om, at det er nu vi skal slå til for at skabe forandring.
Jeg er ny i byrådet, og jeg ved godt, at der vil være uenigheder. Det er en del af demokratiet. Men jeg håber også, at vi kan holde fast i en ordentlig tone – og måske også en smule politisk hukommelse.
For i sidste ende handler det ikke om, hvem der kan råbe højest. Det handler om Frederikshavn Kommune og de borgere, vi er valgt til at repræsentere. Jeg var enig med Venstre for syv måneder siden – måske er de igen klar til en ny form for budgetproces om syv måneder. Det passer næsten lige med budgetvedtagelsen i oktober. Jeg krydser fingre!




































