MARTEC øger rekrutteringsindsatsen målrettet fremtidens skibsingeniører
Der investeres massivt i nye skibstyper, energieffektive løsninger og avancerede maritime teknologier.
Samtidig får Frederikshavn en central rolle som samlefacilitet for nye arktiske skibe. Det øger behovet for
nye skibsingeniører, og derfor styrker MARTEC i Frederikshavn nu rekrutteringsindsatsen med henblik på at kunne uddanne endnu flere nye skibsingeniører. Indsatsen er muliggjort gennem en generøs bevilling fra Den Danske Maritime Fond.
I august 2023 bød MARTEC for første gang nye skibsingeniørstuderende inden for i Frederikshavn.
Uddannelsen havde været lukket i 25 år, siden de store stålskibsværfter lukkede i 1980’erne og 1990’erne.
Men i dag er der igen et stort behov for nye skibsingeniører i den maritime branche, som kan designe
fremtidens skibe og maritime konstruktioner og skubbe den grønne omstilling fremad.
Lavt kendskab til uddannelsen blandt danske unge
I 2025 indgik MARTEC og DTU et samarbejde om at udbyde skibsingeniøruddannelsen i henholdsvis
Frederikshavn og Lyngby. Uddannelsen udbydes under navnet Diplomingeniør i Skibsteknik og Maritimt
Design.
Da uddannelsen har været lukket i en længere årrække, er kendskabet blandt unge lavt, og
uddannelsen er endnu ikke et naturligt førstevalg. Det stiller store krav til kommunikationsindsatsen for at
øge synligheden og tiltrække nye studerende. MARTEC er derfor glade for fondsbevillingen fra Den Danske Maritime Fond, som har til formål at understøtte dette arbejde.
Fondsbevillingen sikrer nødvendig eksponering i den unge målgruppe
- Der er et tydeligt behov for flere skibsingeniører i Danmark og særligt i Frederikshavn Kommune, hvor den maritime industri er stor og i vækst. Med den støtte, vi nu har fået, kan vi skabe yderligere synlighed
omkring uddannelsen og dermed bidrage til at sikre fremtidens kompetencer til hele Det Blå Danmark,
fortæller Lise Vejnø, marketing- og kommunikationschef hos MARTEC.
- Vi er glade for at støtte indsatsen for at styrke interessen for diplomingeniøruddannelsen. Fremtidens
Medarbejdere er et centralt indsatsområde for fonden, og synliggørelse af maritime uddannelser er
afgørende for at sikre de kompetencer, som Det Blå Danmark får brug for fremover, siger Marianne
Lindahl, projektleder hos Den Danske Maritime Fond.
Fondsbevillingen bruges til at skabe synlighed omkring uddannelsen på sociale medier og i bybillederne.
Uddannelsen har studiestart igen til september 2026 og med ansøgningsfrist 5. juli. Det maritime erhverv
har givet de studerende praktikpladsgaranti, uanset hvor de måtte vælge at komme i praktik, hvilket er en
del af uddannelsen.




































