Gå til hoved-indhold
22. november 2023 - kl. 14.11

Michael Stærke er TV2-studievært i Frederikshavn under VM i kvindehåndbold

  • 1 af 1
Af: Michael Frederiksen

December står ikke kun på nisser, julekalender og hygge hos TV 2, men også på stærke kvinder, harpiks og benhårdt stregspil. Fra onsdag 29. november til søndag 17. december er der nemlig VM i kvindehåndbold, der denne gang bliver afholdt i Danmark (Frederikshavn og Herning), Norge og Sverige. Jesper Jensens hold blev nummer to til EM sidste år. Går Danmark hele vejen til guld i år?

Ligesom de danske håndboldkvinder stiller i stærkeste opstilling, stiller TV 2 Sport også med et stærkt hold af folk til at dække den store begivenhed. Værter, eksperter og kommentatorer, der normalt dækker håndbold året rundt.

Se trailer til VM i kvindehåndbold 2023

TV 2 sender fra et studie i Jyske Bank Boxen i Herning, hvor Danmark spiller sine kampe. Her er Stine Bjerre Mortensen vært flankeret af eksperterne Lærke Møller og Bent Nyegaard. Til at fortælle om begivenhederne på banen under Danmarks kampe er Jonas Nyhøj og Peter Bruun Jørgensen klar i kommentatorboksen. Desuden har TV 2 et studie i Frederikshavn, hvor Michael Stærke er vært. Her kommenterer Ulrik Jönsson og Ikast-træner Kasper Christensen kampene.

- For os, der arbejder med håndbold, er de store slutrunder som juleaften. Vi glæder os til at dække VM for kvinder, og det er en gave, at det danske hold spiller sine kampe i Danmark. Det giver os nogle ekstra muligheder for at komme helt tæt på holdet og begivenhederne, siger John Jäger, TV 2s chefredaktør på håndbold.

TV 2 deler VM med DR. Alligevel bliver der sendt mindst to VM-studieprogrammer hver dag på faste tidspunkter. De danske kampe, som DR viser, vil også blive kommenteret og lagt på TV 2 Play, så man vil kunne se alle Danmarks kampe på TV 2 Play – enten direkte eller forskudt. Og alle Danmarks kampe, semifinaler og finaler bliver livetekstet denne gang. VM-dækningen bliver meget omfattende og vil fungere som en slags håndboldjulekalender i december.

- Vi har nogle rigtigt dygtige folk til at dække VM og laver en massiv dækning, også på de dage, hvor TV 2 ikke har Danmarks kampe. Vi skal både være folkelige og brede, samtidig med at vi også er skarpe på analyser og de nørdede aspekter af håndbold. Folk skal forstå, hvad de har set. Den balance klarer håndboldfolkene til hverdag, og det vil vi også gøre under VM-dækningen, siger John Jäger.

To indledende puljer afvikles i Frederikshavn. Det er pulje G med Braslien, Ukraine, Spanien og Kazakhstan samt pulje H med Holland, Tjekkiet, Argentina og Congo. VM åbner med kampen onsdag 29. november kl. 18.00 i Arena Nord mellem Brasilien og Ukraine.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...