Overbevisende sejre til Christina Lykke og SF efter valgdebatter
SF fik flest stemmer efter valgdebatterne både på Frederikshavn Gymnasium og MARTEC i Frederikshavn. Det glæder folketingskandidat og byrådsmedlem Christina Lykke fra Frederikshavn, som repræsenterede SF i begge debatter.
27,2 procent af eleverne stemte på SF efter valgdebatten på Frederikshavn Gymnasium, som havde deltagelse af 11 partier. Dermed blev SF en klar topscorer. Næstflest stemmer fik Danmarksdemokraterne med 10,8 procent.
Efter valgdebatten på MARTEC stemte 25 procent på SF. Her blev Enhedslisten nr. to med 20 procent af stemmerne.
- Det var nogle virkelig gode debatter. Jeg er imponeret over de fine spørgsmål, der kom. På MARTEC var de meget bevidste om hele miljøsituationen, men de havde også emner på som unges trivsel og den udenrigspolitiske situation, så der kom virkelig gang i diskussionerne i panelet, fortæller Christina Lykke til Kanal Frederikshavn.
Christina Lykke er en rutineret byrådspolitiker, men det er første gang, at hun stiller op til folketingsvalget.
- Det er anderledes at være i folketingsvalgkamp. Det er jo selvfølgelig nogle andre emner, vi diskuterer. Jeg er overrasket over, hvor lidt konkret de politiske debatter er. Det bliver meget overfladisk, og der kommer ikke mange konkrete løsningsforslag på bordet.
Christina Lykke vurderer, at tonen er hårdere til et folketingsvalg.
- I kommunalvalgkampen kender vi jo i virkeligheden hinanden, fordi vi mødes mange steder og egentlig godt kan hygge os sammen. Måske er det derfor, at vi taler pænere sammen. Jeg kan godt mærke, at der er nogle partier, der har mere kant til SF - og gerne vil fortælle, hvor dårlig vores politik er, fortæller Christina Lykke.
Den lokale SF'er vælger dog en mindre aggressiv taktik.
- Jeg forsøger at holde mig på egen banehalvdel og fortælle om min egen politik og ikke de andres. Det er vel det, jeg skal vælges ud fra. Men det er virkelig en spændende ny scene, jeg bevæger mig på, udtaler Christina Lykke.






































