Palle T. Andersen fejrede 40-års jubilæum hos XL-BYG Elling Tømmerhandel
Tirsdag 1. juli fejrede Palle L. Andersen et bemærkelsesværdigt jubilæum hos XL-BYG Elling Tømmerhandel. 40 års ansættelse blev fejret i den lokale tømmerhandel.
- Palle startede hos os som nyudlært isenkræmmer og havde i de første mange år af sin tid på tømmerhandlen derfor fuld skrue på værktøj og maskiner. Siden har han hjulpet mange kunder gennem større og mindre gør-det-selv-projekter med kyndig rådgivning – altid med et smil på læben og et glimt i øjet. Palle har især en passion for fliser og klinker, hvor han er en sand ekspert og mange professionelle såvel som private kunder har nydt godt af hans ekspertise på dette område gennem årene, fortæller Torben Svendsen, der er indehaver af XL-Byg Elling Tømmerhandel. Han tilføjer:
- Der er ingen tvivl om, at Palle er meget vellidt blandt både ledelse, kollegaer, leverandører og kunder, hvilket dagens tale til hovedpersonen samt de mange lykønskninger i anledning af jubilæet også bar tydeligt præg af.
XL-BYG Elling Tømmerhandels grundlægger, Egon Svendsen, dukkede også op til fejringen, som blev markeret med en intern reception i huset. Det var Egon Svendsen, der ansatte Palle L. Andersen for fire årtier siden.