Populær pensionistfest udvider og inviterer alle ældre
Stor efterspørgsel gør, at Frederikshavn Kommunes arrangement "70- og 75-års fødselsdag" i Skagen nu inviterer alle ældre til at deltage i en del af arrangementet.
Torsdag 18. april fra kl. 14.45-16.30 kan alle pensionister deltage i Frederikshavn Kommunes populære arrangement i Skagen Sportscenter.
Kommunen har de senere år holdt arrangementet i både Skagen, Sæby og Frederikshavn, og det er et tilbud til alle 70- og 75-årige. Men efterspørgslen på at deltage i arrangementet er så stor, at det nu er muligt for alle pensionister at deltage i sidste halvdel af arrangementet.
Arrangementet er en kombination af oplæg og stande, som deltagerne kan besøge. Her vil være stande med flere forskellige foreninger, biblioteket, Ældrerådet, Borgerservice, Frederikshavn Nærpoliti med flere.
Alle 70- og 75-årige, der bor i Hulsig, Skagen og Ålbæk har fået en invitation til arrangementet i postkassen eller i eboks, hvor de skal tilmelde sig. Tilmeldingsfristen er 5. april.
Programmet for de 70- og 75-årige begynder allerede kl. 13.00, og det indeholder oplæg om blandt andet digital fuldmagt, it-sikkerhed og forebyggende hjemmebesøg.
Formanden for Social- og Sundhedsudvalget, Ole Rørbæk, byder velkommen, og der er indslag fra Skagen Viseklub. Hertil serveres kaffe og kage.
Arrangementet åbner for alle pensionister kl. 14.45. De behøver ikke tilmelde sig.