Så er skøjtesæsonen startet igen - nye skøjteløbere kan begynde tirsdag
I denne uge er skøjteløberne fra Frederikshavn Skøjteforening (FSF) endelig kommet tilbage på isen, og det er altid nogle forventningsfulde børn og unge, der mandag i uge 31 møder ind i skøjtehallen til første dags træning på træningscampen.
Træningscampen i uge 31 har FSF efterhånden afviklet i rigtig mange år, og en del af trænerne på campen har i sin tid for næsten 20 år siden selv deltaget på campen som helt små skøjteløbere.
På campen i år deltog 55 af klubbens løbere, hvoraf den yngste kun er fem år, og den ældste er 64 år.
Udover træningen på isen byder ugen også på off-ice træning og dansetræning og selvfølgelig en masse hygge imellem træningerne. Blandt andet har der været arrangeret bålhygge for deltagerne og grillaften for både deltagere, forældre og søskende.
Under lørdagens grillaften blev der uddelt 10-års jubilæumsnåle til Frederikke Hagen Vorum og Caroline Hagen Dam, som begge er en del af FSF’s store gruppe af hold-i-hånd piger, der hjælper på Skøjteskolen.
Allerede fra på tirsdag 4. august er der mulighed for, at nye skøjteløbere kan komme og prøve kræfter af med skøjtesporten, når FSF’s Skøjteskole starter igen.
I den kommende sæson er tiderne for FSF’s Skøjteskole ændret, således at der nu vil være træning hver tirsdag og torsdag kl. 16.45-17.30, og det er altid muligt at få to gratis prøvetimer.
Man kan starte med at skøjte, fra man er cirka tre år, og klubben har skøjter, der kan lånes, og en masse dygtige og søde trænere og hold-i-hånd piger til at hjælpe på isen, så de helt nye kan føle sig helt trygge.
Hvis man har spørgsmål til opstarten, er man velkommen til at kontakte FSF på fsfdanmark@gmail.com.












































