Gå til hoved-indhold
10. december 2024 - kl. 00.12

Skøjteløberen Camilla Poulsen vinder DM i Hørsholm

  • 1 af 7
    Camilla Poulsen forbedrede sin personlige rekord markant, da hun vandt DM-guld i Hørsholm.
  • 2 af 7
  • 3 af 7
  • 4 af 7
  • 5 af 7
  • 6 af 7
  • 7 af 7
Af: Michael Frederiksen

Juniorlandsholdsløberen Camilla Poulsen fra Frederikshavn Skøjteforening vandt i weekenden det danske juniormesterskab i kunstskøjteløb for andet år i træk.

I lørdagens korte program imponerede frederikshavneren stort ved at lave hele 50,78 point. Særligt Camilla Poulsens meget flotte trippel Lutz + dobbelt Tåloop indbragte mange point på kontoen, og hun indtog efter det korte program en foreløbig førsteplads i rækken.

Også i det lange program landede FSF'eren en flot trippel Lutz + dobbelt Tåloop ud over tre andre trippelspring, og Camilla Poulsen opnåede en samlet score på hele 139,39 point, hvilket var en klar forøgelse af hendes tidligere personlige rekord på 125,02 point, som hun satte i starten af sæsonen ved Junior Grand Prix i Gdansk i Polen.

- Camilla er en rigtig powerfuld skøjteløber, og den sikkerhed og kvalitet, hun viser i de svære spring, er ganske imponerende, skriver klubben i en pressemeddelelse.

Til DM i Hørsholm stillede Frederikshavn Skøjteforening - ud over Camilla Poulsen - med seks andre mesterskabsløbere.

I den næstyngste række, Springs (10-12 år), deltog 10-årige Augusta Hagen Dam i sit andet DM. Hun har et fint yndefuldt program, der henleder tankerne på en ballerina i en spilledåse. Med fire forskellige dobbeltspring opnåede hun også en flot teknisk score i rækken til trods for, at hun slet ikke fik point for sin trinserie, og det blev til en sjetteplads ud af de 12 piger i Springs-rækken.

I Debs-rækken (12-13 år) deltog både 12-årige Annabel Bøger og 13-årige Maja Gosvig Valeur. Begge piger placerede sig i midten af en svær række på 12 løbere, hvor niveauet i toppen er virkelig højt.

Annabel Bøger endte på en samlet femteplads, men opnåede faktisk den bedste komponentscore af alle i det lange program. Maja Gosvig Valeur landede blandt andet to perfekte dobbelt Lutz i det lange program og forsøgte sig også med en dobbelt Axel, som dog endte med et fald.

I Novice-rækken (13-16 år), som var weekendens største række med hele 21 deltagere, stillede FSF med Astrid Møller Carlsen og Karen Trekær Bech, begge 13 år, samt 14-årige Sara Maya Pruteanu.

For Karen Trekær Bechs vedkommende var der tale om et comeback som mesterskabsløber og dermed til landets bedste række. Hun løb i sidste sæson i mesterskabsrækken, men klarede netop ikke det tekniske adgangskrav til Novice-rækken, inden sæsonen sluttede, men i denne sæson har hun klaret sig utrolig flot i alle konkurrencer, og hun er dermed rykket tilbage i mesterskabsrækken.

Alle tre piger kan være godt tilfredse med deres præstationer. Det er tydeligt at se, at de nye programmer nu begynder at sidde godt under huden, hvilket betyder, at pigerne har en flot indlevelse i musikken og en flot udstråling på isen.

Sara Maya placerede sig bedst på en imponerende sjetteplads. Karen klatrede med et flot langt program op fra en 15. plads i det korte program til en samlet 10. plads, mens Astrid efter det lange program røg tilbage fra en 10. plads til en samlet 14. plads. Flotte placeringer til pigerne, der alle er førsteårs i Novice-rækken, hvor der er løbere helt op til 16 år.

I den kommende weekend deltager 22 af FSF's begynderløbere i begynderkonkurrencen Iskrystal, der også holdes i Hørsholm.

- Det er første gang, at FSF deltager i konkurrencen, og det glæder klubben, at der er så mange løbere, der vil tage den lange tur til Hørsholm. Det viser bare lidt om den dedikation og glæde, børnene har ved sporten, mener FSF.

Samlede resultater fra DM 2024:
Springs:
Augusta Hagen Dam nr. 6 (25,19 point)

Debs:
Annabel Bøger nr. 5 (60,64 point)
Maja Gosvig Valeur nr. 6 (57,59 point)

Novice:
Sara Maya Pruteanu nr. 6 (68,99 point)
Karen Trekær Bech nr. 10 (63,74 point)
Astrid Møller Carlsen nr. 14 (61,79 point)

Junior Damer:
Camilla Poulsen nr. 1 (139,39 point)

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...