Staten køber "Krudten": Der skal igen produceres ammunition i Elling
Der skal igen produceres ammunition på "Krudten" i Elling. Det oplyser forsvarsminister Troels Lund Poulsen i en invitation til et pressemøde lørdag eftermiddag i Elling. Staten har købt den gamle fabrik af de fire lokale erhvervsfolk Peter og Jeppe Østergaard, Finn Pedersen og Tobias Højmark Madsen.
- Tillykke til os alle med, at der kommer arbejdspladser i området. Det er dejligt, men også oplagt, at staten køber det sted, som på mange måder er lige til at gå til. Kommunen er klar til at bidrage med alt, hvad staten har brug for, så vi igen kan få gang i produktionen i Elling, siger borgmester Birgit S. Hansen, Frederikshavn Kommune, som modtog nyheden fredag morgen i en telefonopringning fra forsvarsministeren.
De fire lokale investorer - Peter og Jeppe Østergaard (Holmen A/S), Finn Pedersen (Skawplast Holding) og Tobias Højmark Madsen (Munk Højmark ApS) - købte "Krudten" af den spanske virksomhed Denex i 2022 og etablerede Krudten Erhvervspark. Denex stoppede produktionen af ammunition i februar 2020. Den 335 år gamle virksomhed med rødder helt tilbage til 1676 måtte dermed fyre sine 63 medarbejdere.
Virksomheden, der tidligere hed Ammunitionsarsenalet, var en del af det danske forsvar indtil 2008, hvor virksomheden blev privatiseret. Siden destruerede Denex gammel ammunition og producerede lav-kaliber ammunition i et såkaldt high volume-low margin marked.
Lørdag 7. oktober kl. 14:00 har forsvarsminister Troels Lund Poulsen inviteret forsvarsordførere fra partierne bag forsvarsforliget på besøg i Krudten Erhvervspark i Elling. Her vil ministeren give en kort briefing om købet af Krudten Erhvervspark. Derefter vil der være mulighed for at stille spørgsmål.
- Ruslands invasion af Ukraine, der nu har varet halvandet år, har sat ammunitionsproduktionen i Europa under voldsomt pres. Den på alle måder kritiske situation har for mig som forsvarsminister tydeliggjort behovet for, at vi genetablerer ammunitionsproduktionen i Danmark. Det tager vi nu det første skridt til med erhvervelsen af faciliteterne i Elling. Ammunitionsforsyning er af national sikkerhedsinteresse, siger forsvarsminister Troels Lund Poulsen.
Forsvarschef Flemming Lentfer deltager også på pressemødet.
På det 35 hektar store område er der en række lager- og produktionsbygninger samt en stor administrationsbygning. I alt er det bebyggede areal på små 20.000 kvadratmeter.