Gå til hoved-indhold
24. februar 2022 - kl. 00.02

Stopper som skolelærer -bliver selvstændig coach

  • 1 af 2
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 2 af 2
    Lotte Munk Andersen, indehaver af LykkeRo Coaching & Mindfulness: - Jeg arbejder både med tanker, krop og sanser, da jeg mener, at det hele hænger sammen for at opnå glæde og ro.
Af: Michael Frederiksen

Lotte Munk Andersen fra Frederikshavn sagde i fredags farvel til jobbet som skolelærer på Gug Skole. Midt i marts begynder hun som selvstændig coach. I første omgang får LykkeRo Coaching & Mindfulness base i hjemmet på Plantagevej i Frederikshavn.

- Vi lever i en verden, hvor vi løber stærkere, får mange indtryk og ofte stiller høje krav til os selv. Her kan vi ende i stress eller tristhed, og vi ved ikke, hvordan vi kan få det løst selv. Vi kan blive frustreret på os selv, når de ting vi prøver for at få det godt, ikke virker, og det bliver en ond spiral. Her kan jeg via samtale, øvelser og mindfulness guide til at finde roen og glæden igen. Jeg arbejder både med tanker, krop og sanser, da jeg mener, at det hele hænger sammen for at opnå glæde og ro.
Jeg bidrager med nærvær og ro og vil gerne invitere indenfor i et trygt, sanseligt og hyggeligt coaching- og mindfulnessrum, fortæller Lotte Munk Andersen.

Hun har altid haft en stor interesse for yoga og mindfulness.

- Det har en fantastisk virkning på krop og sjæl. I mit arbejde som lærer har jeg ofte anvendt mindfulness til eleverne som et redskab til ro og trivsel. Da jeg selv fik stress og gik til coach, voksede interessen for, hvordan menneskers sind og tanker virker, og hvordan vi kan få det bedre ved blandt andet at ændre vores mindset. Jeg har udviklet og forandret mig meget, siden min rejse startede med coaching, og jeg synes, at alle skal have muligheden for at arbejde med sig selv. Vi sætter alle begrænsninger for os selv, som ikke er nødvendige, og vi mennesker kan være gode til at bilde os selv ind, at vi for eksempel ikke er gode nok. Dette mindset kan ændres, og vi får et nyt syn på os selv og verden i det hele taget. Det er meget befriende, mener Lotte Munk Andersen.

LykkeRo Coaching & Mindfulness' målgruppe er alle, der ønsker forandring i deres liv. Det kan være lige fra at afhjælpe stress, få mere selvværd, få mere glæde og mindre tristhed eller opnå mere ro og mindre tankemylder.

- Her er coaching og mindfulness rigtige gode redskaber at kombinere. Det kan også være et mål, du gerne vil opnå, men ikke helt kan finde den rigtige motivation og komme i gang. Her kan jeg blandt andet hjælpe med at bryde de begrænsende overbevisninger,  mange mennesker har. Mennesker, der oplever ændringer i deres liv, som kan være svære eller dilemmafyldte, kan også guides til at opnå klarhed og mere ro om situationen, fortæller Lotte Munk Andersen.

Hun har taget en coaching- og mindfulnessuddannelse hos NLP Aalborg.

- Det har været en uforglemmelig rejse, hvor jeg også har lært meget om mig selv. Det glæder jeg mig til at give videre til andre. NLP står for Neuro Lingvisitik Programmering, hvilket betyder, at man arbejder med sindet/tanker, hvorledes sproget påvirker os og hvilke strategier, vi bruger for at nå vores mål, forklarer Lotte Munk Andersen.

Til at begynde med slipper hun ikke undervisningen helt. Men det faste lærerjob på Gug Skole er i første omgange skiftet ud med vikartimer i Frederikshavn ved siden af arbejdet i LykkeRo Coaching & Mindfulness.

En hjemmeside er på trapperne. Indtil da er LykkeRo Coaching & Mindfulness at finde på Instagram @lykkerocoaching.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...