Gå til hoved-indhold
24. oktober 2025 - kl. 15.10

​​​​​​​Tidligere B&O-chefdesigner: B&Os anklager mod CANVAS HiFi holder ikke

  • 1 af 3
    B&O har tidligere kørt retssag mod tyske Loewe for at kopiere B&O’s design men retten vurderede, at Loewe’s produkt i tilstrækkelig grad adskilte sig for at undgå at udgøre en krænkelse. Til venstre ses billeder af Loewe Reference id og til højre B&O Beovision 10.
  • 2 af 3
    Til venstre ses billeder af Samsung + CANVAS The HiFi Frame og til højre B&O Beovision Contour. "Der består væsentlige forskelle, både i forhold til proportioner, materialevalg, designmæssig udførelse og det samlede visuelle udtryk, udtaler Timothy Jacob Jensen, professor i design.
  • 3 af 3
    Ser man en række hvide stationcars fra siden, kan det være svært at se, hvilket mærke de er. Selv hvis man får oplyst, at det er en Mercedes, Toyota, BMW og Audi, er det ikke let for alle at sige, hvem der er hvem, men det gør dem ikke til kopier.
Af: Michael Frederiksen

Bang & Olufsen har anklaget Samsung + CANVAS HiFi i Frederikshavn for at kopiere deres produkt Beovision Contour med krav om, at CANVAS HiFi straks stopper salg og markedsføring af deres produkt.

CANVAS HiFi tilbageviste alle anklager i et skriftligt svar til B&O i september og har siden intet hørt fra B&O.

- B&O anklager CANVAS HiFi for at være en kopi af deres. Det er selvfølgelig ikke noget, vi kan have hængende på os. Når vi ovenikøbet mødes af tavshed fra B&O og kan læse, at pressen mødes med "ingen kommentar" eller B&O taler udenom ved konkrete spørgsmål fra pressen, prøver vi nu at kaste mere lys over sagen, udtaler Laust Nielsen, CEO for CANVAS HiFi.

- CANVAS HiFis koncept kom før Beovision Contour, og det bør være indlysende for enhver, at CANVAS HiFi derfor ikke kan anklages for kopi. Vi har alligevel bedt en af Bang & Olufsens tidligere chefdesignere, Timothy Jacob Jensen, om at gennemgå anklagen og med sine mange års erfaring komme med sin professionelle vurdering hvis det nu ikke var afgørende, hvem der var først, siger Laust Nielsen.

Timothy Jacob Jensen er Danmarks mest prisvindende designer og anerkendt som en af de mest indflydelsesrige skikkelser inden for sin generation af designere. Hans arbejde har opnået global rækkevidde med tilstedeværelse i over 100 lande, og hans langvarige samarbejder med internationale luksusbrands, herunder Bang & Olufsen, er veldokumenterede.

- Efter en grundig gennemgang af anklagerne samt en sammenligning af de relevante produkter er det min vurdering, at Bang & Olufsens påstande ikke kan opretholdes. B&O søger reelt at opnå eneret til et generelt formsprog eller et konceptuelt udtryk, hvilket tidligere er blevet afvist af adskillige domstole på internationalt plan. Det er velkendt, at et koncept i sig selv ikke kan beskyttes, og det er endvidere værd at bemærke, at B&O hverken har opfundet højtaleren eller fjernsynet, siger Timothy Jacob Jensen.

Som et illustrativt eksempel kan man betragte en række hvide stationcars fra forskellige producenter. Set fra siden kan de fremstå visuelt ensartede, uden at der er tale om kopiering.

- På tilsvarende vis kan et tv med en integreret soundbar fremstå lignende i grundlæggende form, så længe der ikke foreligger direkte efterligning. Ved sammenligning af CANVAS The HiFi Frame og Beovision Contour fremgår det tydeligt, at der består væsentlige forskelle, både i forhold til proportioner, materialevalg, designmæssig udførelse og det samlede visuelle udtryk, mener Timothy Jacob Jensen.

Bang & Olufsen har tidligere sagsøgt det tyske brand Loewe for at kopiere deres tv-design – en sag, som B&O efter næsten et års retssag tabte.

På trods af B&Os trusler lanceres det nye koncept Samsung + CANVAS The HiFi Frame som planlagt i de første butikker primo november 2025.

- I 2025 er CANVAS HiFi blevet kåret som bedste premium soundbar af førende internationale HiFi-juryer - takket være vores nye unikke lydteknologi. Samtidig har flere internationale designjuryer anerkendt CANVAS for sit nyskabende og fleksible design. Vi har skabt et produkt med en helt ny tilgang til både lyd og design, som adskiller sig markant fra ALLE andre i branchen. At vores design er i klassiske nordiske farver og materialer, er et naturligt valg for et dansk designbrand. Vi forstår godt, at konkurrence fra et nyt dansk brand kan vække irritation hos B&O, men monopol på nordisk design får man ikke, blot fordi man længe har været eneste danske tv-producent, understreger afslutter Laust Nielsen.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...