Gå til hoved-indhold
15. april 2024 - kl. 09.04

Tordenskioldgarden præmieres for største medlemsfremgang i 2023

  • 1 af 2
    Formand Jacob Olivius: - Tordenskioldgarden har helt bevidst fravalgt deltagelse i konkurrencer, fordi vi i stedet ønsker at udvikle et inkluderende foreningsliv, hvor det ikke er altafgørende, hvor dygtig du er.
  • 2 af 2
    Medlemsfremgangen fortsætter. Efter påske er tre nye medlemmer dukket op.
Af: Michael Frederiksen

For kort tid siden landede en meget positiv og overraskende mail i Tordenskioldgardens indbakke. Mailen var sendt fra Landsgardeforeningen, som tildelte Tordenskioldgarden en plakette som anerkendelse for "Største medlemsfremgang 2023". "Det havde vi simpelthen ikke set komme", udtaler formand Jacob Olivius.

Garderlivet kan nok betegnes som en mindre aktivitet indenfor kulturlivet, men fremgangen og plaketten er tegn på, at der er unge mennesker, som ønsker at spille brass-musik og være med til at både bevare og udvikle traditionen med garderlivet.

- I Tordenskioldgarden lægger vi vægt på det sociale samvær, samtidig med at vores unge mennesker får undervisning i nodelære og samspil i forskellige grupper. Tordenskioldgarden har helt bevidst fravalgt deltagelse i konkurrencer, fordi vi i stedet ønsker at udvikle et inkluderende foreningsliv, hvor det ikke er altafgørende, hvor dygtig du er. Der er altid en plads til det enkelte medlem uanset det musiske niveau, fortæller Jacob Olivius.

I stedet for at deltage i konkurrencer har Tordenskioldgarden i flere år været en del af et musikalsk fællesskab med Kimbrergarden og Hadsund Skole Orkester. Dette fællesskab er med til at udvikle medlemmerne både menneskeligt og musikalsk.

- Selvom garderlivet er fyldt med traditioner, er det nødvendigt at følge med udviklingen for at tiltrække og fastholde de unge mennesker. Dette gælder synlighed på de sociale medier, instrumenter, musik, læringsmetoder og sociale aktiviteter. Alle i Tordenskioldgarden arbejder med de forskellige områder, men der er ingen tvivl om, at det kræver en stor indsats af de frivillige forældre, instruktører og dirigenter, siger Jacob Olivius.

Skal Tordenskioldgarden genvinde plaketten i 2024, kræver det naturligvis, at der løbende kommer flere gardere med i foreningen. Derfor glæder det formanden, at tre nye medlemmer er kommet til efter påske.

Skulle der være nogle unge mennesker i Frederikshavn og omegn, som har lyst til at være med i Tordenskioldgarden, er du velkommen til at møde op i Kommandantboligen bag Frederikshavn Handelsskole onsdag kl. 18.30 eller kontakte formand Jacob Olivius på 51526129.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...