Trekantsdrama på Havnekroen - mand fra Randers blev slået og sparket
Gæsterne på Havnekroen i Skagen var natten til lørdag vidner til et dramatisk trekantsdrama, hvor en eks-kæreste ifølge politiet opførte sig voldeligt.
Politiet modtog anmeldelsen lørdag 21. juni kl. 00.30.
Et kærestepar hyggede sig på Havnekroen, indtil kvindens eks-kæreste pludselig dukkede op. Der opstod uoverensstemmelser, hvorefter eks-kæresten, som kommer fra Vodskov, overfaldt kvindens nye kæreste.
Politikommissær Michael Karstenskov, leder af Patruljetjenesten Frederikshavn, oplyser, at manden fra Vodskov tildelte kvindens nye kæreste - en 53-årig mand fra Randers - flere slag i ansigtet, ligesom han blev sparket.
Volden skete både inde på Havnekroen og udenfor.
Politiet har endnu ikke afhørt manden fra Vodskov. Det sker snarest, hvorefter det besluttes, om der rejses sigtelse mod ham.