Gå til hoved-indhold
112
05. januar 2026 - kl. 11.01

Umotiveret vold: 31-årig tog halsgreb på 16-årig dreng i Frederikshavn

  • 1 af 1
Af: Michael Frederiksen

En 16-årig dreng blev søndag omkring kl. 17.25 - tilsyneladende umotiveret - overfaldet i Danmarksgade i Frederikshavn. En 31-årig mand fra Frederikshavn blev i dag i et grundlovsforhør ved Retten i Hjørring varetægtsfængslet i tre uger.

Politikommissær Peter Skovbak, leder af Efterforskningscenter Frederikshavn, er sparsom med oplysninger i sagen, da politiet bad om lukkede døre i grundlovsforhøret.

Sagen begyndte, da den 31-årige mand fra sin lejlighed på anden sal smed to plasticflasker med indhold ned på gaden. Ifølge politiet skete det med intention om at ramme den 16-årige dreng.

Straks derefter løb den 31-årige mand ned på gaden, hvor han tog halsgreb på den 16-årige med begge hænder og pressede ham ned på jorden.

En patrulje ankom hurtigt til stedet og anholdt den 31-årige mand, som i forvejen er kendt for ligeartet kriminalitet.

Manden er nu sigtet for simpel og grov vold.

Drengen pådrog sig kun overfladiske skræmmer.

Varetægtsfængslingen blev ikke kæret af de to parter.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...