Gå til hoved-indhold
18. juli 2019 - kl. 13.07

Badeforbud ved Jerup er som at komme i RKI

  • 1 af 2
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 2 af 2
    Byrådsmedlem Asger Mortensen mener, det er en rigid paragraf, som er skyld i, at der igen i år er badeforbud på Jerup Strand.
Af: DEBAT-INDLÆG

Byrådsmedlem Asger Mortensen (V) har skrevet dette indlæg: Jeg tager skarpt afstand fra, at skiltet ved Jerup Strand med "Badning frarådes" er pillet ned uden Frederikshavn Kommunes hjælp.

Men når det er sagt, forstår jeg godt de borgere og turister, der er frustrerede over, at stranden ikke kan benyttes til badning, når vandprøver viser, at målingerne for 2018 og 2019 er langt under grænseværdierne, som Miljøstyrelsen har udstukket for, hvornår strande må benyttes til badning.

Prøverne, som ligger til grund for badeforbuddet, ligger på kommunens hjemmeside, og her kan man se, at det nok er en kortvarig forurening i juni 2017, der ligger til grund for, at skiltet skal stå på stranden.

En rigid paragraf, vil jeg kalde den, der går ud på, at der skal tages højde for målinger fire år baglæns for, at kommunen kan godkende en strand til badning og ikke kun nyeste målinger.

Kommunen foretager i øvrigt minimum fire målinger på alle vores strande i løbet af sommeren. Så nye forureninger vil hurtig skimmes, og der kan ageres ud fra dette.

Agerer vi hurtigt og finder forureningskilden, er skiltet kun kortvarigt. Det fik vi blot ikke gjort i 2017, og nu sidder Jerup-borgerne med et skilt, de gerne vil af med, bogstaveligt talt.

Jeg kan se på kommunes hjemmeside, at vi i 2019 gør en ekstra indsats for at finde en eventuel kilde til daværende forurening. Sandsynligvis er kilden der stadig, så super godt med øget fokus. Findes kilden, vil jeg håbe, at vi får dispensation fra Miljøstyrelsen og Embedslægen til at ophæve badeforbuddet langt tidligere.

Med den varighed, forureningen havde den sommer i 2017, vil der gå op til flere år, inden skiltet retvist kan pilles ned ved kommunes hjælp. Desværre, som jeg læser kriterierne på kommunens hjemmeside og retningslinier fra Miljøstyrelsen.

Jeg ved godt, det er at gå mod overmagten at få ændret denne regel om fire år baglæns, men da skal da prøves. Direktiv og retningslinier er givetvis ens i hele EU.

Jeg vi efter sommerferien skrive til vores lokale folk på Tinge og bede dem løfte sagen i rette udvalg. Måske vi kan få en lempeligere tolkning af paragrafferne, så vi ikke havner i dette igen.

Dette er et problem, der lige nu fylder meget for borgerne i Jerup og helt forståeligt, men skal også ses i bredere perspektiv. Turismen er et af de største erhverv for vores kommune og som sådan i hele Danmark, og flere badeforbud vil være katastrofalt, især hvis de bliver af fire års varighed.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...