Gå til hoved-indhold
12. september 2019 - kl. 00.09

Borgerlig modstand mod affaldstakster i 2020

  • 1 af 2
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 2 af 2
    Skraldemændene nedlagde i maj arbejdet i 10 dage. Nu har Forsyningen overtaget arbejdet med indsamling af affald, og det fører til en prisstigning i 2020.
Af: Michael Frederiksen

De tre borgerlige medlemmer af Økonomiudvalget stemte nej, da udvalget i går skulle godkende affaldstaksterne for 2020. Altså: Hvad skal det koste at få hentet sit affald?

Anders Broholm (V), Jytte Høyrup (V) og Peter E. Nielsen (C) mener, at stigningen skal fordeles på alle, og at prisen skal afprøves ved et offentligt udbud.

De fire socialdemokrater har dog flertal i udvalget, så borgmester Birgit S. Hansen, Bjarne Kvist, Almina Nikontovic og Anders Brandt Sørensen stemte de foreslåede affaldstakster igennem.

Som tidligere omtalt var det ingen succes for Forsyningen at udlicitere opgaven med afhentning af affald til Remondis. Fra 1. september har Forsyningen igen overtaget dette arbejde.

Og fra nytår bliver forbrugerne ramt af en markant prisstigning på - i nogle tilfælde - over 30 procent.

Eksempler på prisstigninger:
Helårsboliger, tømning hver 14. dag:

240 liter minicontainer: 715 (2019) - 930 (2020) - 974,25 (Hjørring Kommune i 2020)
400 liter minicontainer: 950 (2019) - 1.100 (2020) - 1.386,75 (Hjørring Kommune i 2020)
660 liter minicontainer: 1.100 (2019) - 1.350 (2020) - 2.150,25 (Hjørring Kommune i 2020)

Sommerhuse (26 tømninger fordelt over sæsonen)
110 liter sæk: 550 (2019) - 610 (2020) - 573 kroner (Hjørring Kommune i 2020)
140 liter minicontainer 750 (2019) - 820 (2020) - 735 (Hjørring Kommune i 2020)

Øvrige ejendomme, institutioner og virksomheder, som ikke sorterer madaffald (tømning hver uge):
140 liter minicontainer: 1.300 (2019) 1.550 (2020)
240 liter minicontainer 1.550 (2019) 1.800 (2020)

Alle priser er ekskl. moms.

Sagen skal også en tur i byrådet.

- Der tager vi debatten. Det her handler om politik og ideologi. De borgerlige vil have affaldshåndteringen i udbud, mens vi andre siger: "Jamen, se hvordan det gik", siger borgmester Birgit S. Hansen.

Kommunen opsagde i foråret aftalen med Remondis. Det skete kort tid efter, at skraldemændene i Frederikshavn havde strejket i 10 dage. De nedlagde arbejdet, fordi de mente, at arbejdspresset var for stort. De kunne ikke nå at gøre deres arbejde på den tid, der var sat af til det. Undervejs i forløbet valgte skraldemænd i 25 andre kommuner at strejke i sympati med deres kolleger i Frederikshavn.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...