Gå til hoved-indhold
04. juni 2019 - kl. 20.06

Burholt: Frederikshavn skal i Folketinget i morgen

  • 1 af 2
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 2 af 2
    Lasse Burholt, som stillede op for Venstre ved kommunalvalget i 2017, vil have borgmester Birgit S. Hansen valgt ind i Folketinget ved næste valg.
Af: Kanal Frederikshavn

Lasse Burholt har skrevet dette indlæg: Valget i morgen er faktisk ikke så svært. Du skal tænke lokalt, for med en personlig stemme sikrer du dels "dit hold" en stemme, men samtidig kan du hjælpe en lokal kandidat ind i Folketinget.

Din stemme tæller nemlig dobbelt, når du stemmer personligt, og derfor er det afgørende, at vi allesammen rykker sammen i bussen omkring de lokale kandidater - hvad enten det er Henrik Buchhave, Bjarne Laustsen eller en anden.

Ganske vist har Socialdemokratiet hentet sin lokale kandidat helt i Støvring, men ikke desto mindre er det vigtigt, vi får Nordjylland i Folketinget - og i særdeleshed Frederikshavn og opland - i salen efter valget onsdag.

Set ud fra et liberalt synspunkt, er det helt oplagt, at vi henter vores folketingsmedlem lige udenfor Frederikshavn - en kandidat, der ved siden af eget landbrug rent faktisk arbejder "inde i byen". Herinde i Frederikshavn, hvilket er en helt anderledes finger på pulsen: Henrik Buchhave taler ovenikøbet "østerwrååsk", hvilket giver den autenticitet, vi også har brug for - som vendelboer og nordjyder.

Stem lokalt - og glem de kandidater, der kun er synlige lokalt - når der er valgkamp, hvad enten det er med indlæg på indlæg i vore lokale medier, på en båd eller i infight med modkandidater som reklameplads langs vejene endnu længere mod nord - langt fra deres egentlige interesser.

Din personlige stemme har dobbelt betydning - og dit holds spidskandidater skal nok trække de stemmer, de behøver. Lad vest-Vendsyssel sørge for vores skatteminister (eller hvem de ellers har i de forskellige politiske lejre) - og lad os herovre østpå trække de lokale kandidater hjem.

Laustsen er glat som en ål, men ikke desto mindre er han en vigtig brik for rød stue (og Nordjylland)... omend det ville være et scoop uden lige og i den grad gavne Frederikshavn (i langt højere grad), hvis Birgit Hansen var på stemmelisten:

Danmarks mest populære socialdemokrat - med stærk lokal forankring, lige her hos os. Ovenikøbet en borgmester med enorm opbakning fra det lokale erhvervsliv (og som vist også på et tidspunkt har talt om samarbejde på tværs frem for evig parti vs parti politik).

Birgit, du må tage den pind og løbe om fire år - for Frederikshavn!

Godt valg i morgen. Men kun hvis du støtter lokalt!

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...