Gå til hoved-indhold
21. februar 2018 - kl. 00.02

Jonas Tversted åbner snart sportsbar i gågaden

  • 1 af 2
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 2 af 2
    Jonas Tversted ved indgangen til SportsBaren.
Af: Michael Frederiksen

En lang epoke som tøjbutik er slut. 38-årige Jonas Tversted fra Frederikshavn er i fuld gang med at forvandle lokalerne i Danmarksgade 47 til sportsbar med betting og spillemaskiner.

- Jeg prøvede allerede for seks-syv år siden, men fik ikke lov af kommunen. Heldigvis er de ikke så strenge længere på dette område, og det synes jeg, er fint, siger Jonas Tversted.

Det var især nærheden til Frederikshavn Kirke og Frederikshavn Handelsskole samt placeringen i gågaden, som i første omgang forhindrede Jonas Tversted i at åbne en sportsbar/spillehal i den bygning, som indtil 2016 husede tøjforretningen MUST.

Han havde håbet på allerede at kunne åbne 1. marts, men det sker under ingen omstændigheder. Der går formentlig tre-fire måneder, inden han slår døren op til SportsBaren, som han indtil videre regner med at kalde stedet.

Længst mod nord i det godt 200 kvadratmeter store lokale kommer der spillemaskiner. Her lover Jonas Tversted, at han  præsenterer nogle spændende fornyelser.

Tæt på indgangen kommer der et betting-område, hvor gæsterne kan spille på alt lige fra heste og hunde til tennis og fodbold. Der bliver også plads til en stor bar, så man ikke tørster, mens man opholder sig i SportsBaren.

Jonas Tversted har søgt om at få lov til at holde åbent til kl. 02, men det bliver formentlig kun ved særlige lejligheder, at der er brug for det. Han regner med at holde åbent fra kl. 10-22 de fleste dage. Under alle omstændigheder lukker spillemaskinerne til midnat. Det er lovbestemt.

- Frederikshavn er kendt for at være en spilleby, så jeg håber at kunne trække kunder hertil i alle aldre, som enten er til betting eller spillemaskiner, siger Jonas Tversted.

Ud over flere tøjbutikker har blandt andet BabySam og JYSK haft til huse i Danmarksgade 47.

<iframe src="https://www.facebook.com/plugins/video.php?href=https%3A%2F%2Fwww.facebook.com%2Fkanalfrederikshavn%2Fvideos%2F1942408159125309%2F&amp;show_text=0&amp;width=560" width="560" height="315" style="border:none;overflow:hidden" scrolling="no" frameborder="0" allowtransparency="true" allowfullscreen="true"></iframe>

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...