Gå til hoved-indhold
09. juni 2019 - kl. 00.06

Jul i Juni: Borgmester i kanen med Santa Julle

  • 1 af 4
    FOTO: Privat
  • 2 af 4
    FOTO: Privat
  • 3 af 4
    FOTO: Privat
  • 4 af 4
    Lørdag 22. juni får Frederikshavn igen besøg af julemænd, nissemødre og nisser fra flere nationer.
Af: Kanal Frederikshavn

60 julemænd, nissemødre og nisser fra Danmark, Sverige, Norge og Spanien samles i weekenden 22.-23. juni til "Jul i Juni" i Frederikshavn. De fejrer, at der nu kun er seks måneder til juleaften.

Tre spanske julemænd har i år valgt at tage den lange flyvetur i kanen helt til Frederikshavn for at være med i festlighederne sammen med byens Julemand, Santa Julle, og og de øvrige gæster.

- Japans autoriserede julemand, Shuko Yamamoto, er også med i dagens parade, afslører Santa Julle med et stort glimt i øjet, som vist nok signalerer, at der er tale om en festlig skolelærer på Nordstjerneskolen, der har klædt sig ud i dagens anledning.

Borgmester Birgit S. Hansen åbner "Jul i Juni 2019" kl. 10.00 på Kirkepladsen i Frederikshavn. Derefter skal hun i kanen sammen med byens Julemand. De danner spydspids for årets flotte parade med masser af jul, hestevogn, veteranbrandbil fra Kirkepladsen til Fisketorvet.

På Fisketorvet vil der være gratis risengrød til byens borgere og julefolk og selvfølgelig uddeling af gaver og godter til børnene samt underholdning og julesjov for alle.

Byens handelsfolk skal i år forsøge at vinde den grødske tilbage, som de tabte til julemændene i 2019 i gaveindpakningskonkurrencen. Der bliver igen kamp til stregen.

Alle julemænd, nissemødre og nisser drager derefter til Palmestranden, hvor de skal konkurrere i skiløb og have årets junibad.

- Julebadet må vente lidt endnu. HO-HO-HO, griner Santa Julle.

Lørdag aften er der julefrokost på Empire.

Søndag kl. 10.00 er der Nisseskole på Knivholt, hvor 25 børn op til 12 år lærer at lave den gode risengrød til julemanden, passe rensdyrene, lave ansigtsmaling, ballondyr og spille lirekasse.

Derefter er der julefilm i Paladsteateret, hvor alle er med, så der bliver rigtig julestemning. Her er alle børn velkomne. Biografen i Danmarksgade viser "Julemandens Datter", og det koster 20 kroner for at få en oplevelse for livet i biografen med masser af underholdning af julemænd, nissemødre og nisser.

Efter filmen skal alle julemænd på Café Victor og have risengrød. Dagen slutter med Sankt Hans-fest på Knivholt.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...