Gå til hoved-indhold
22. oktober 2018 - kl. 11.10

Kun 19 ud af 2533 skal i praktik i Frederikshavn

  • 1 af 2
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 2 af 2
    MARTEC i Frederikshavn får i denne uge besøg af 19 praktikanter.
Af: Kanal Frederikshavn

Ud af 2533 unge, som i denne uge skal i Studiepraktik på videregående uddannelsesinstitutioner i Nordjylland, er det kun 19, som skal til Frederikshavn.

Studiepraktik foregår i hele landet 24.-26. oktober og giver afgangselever på de gymnasiale uddannelser og unge, der holder fri-år, en unik mulighed for i at teste en videregående uddannelse. I løbet af praktikken kan de opleve uddannelsesstedet, møde vejledere, studerende og undervisere.

Årets deltagerantal i Nordjylland er stort set på niveau med sidste år, der bød på en markant fremgang i forhold til 2016. På Studievalg Danmarks center i Nordjylland glæder man sig over, at så mange unge mennesker vælger at benytte sig af det særlige tilbud.

- Mange unge er stadig i tvivl om deres uddannelsesvalg den dag, de søger ind på en videregående uddannelse. Hos Studievalg oplever vi, at Studiepraktik har en afmystificerende effekt, som for mange resulterer i, at de bliver mere afklarede. Det kan betyde, at de bliver bekræftet i, at de skal søge ind på den uddannelse, de har været i Studiepraktik på, eller at de skal i gang med at finde en anden uddannelse, forklarer Line Madsen Skorstengaard, studie- og karrierevejleder, Studievalg Danmark, Center Nordjylland.

Flest besøgende får Aalborg Universitet med 2013 studiepraktikanter i Aalborg, Professionshøjskolen UCN får besøg af 462 i Aalborg, Hjørring og Thisted, EA Dania i Hobro modtager 37, mens MARTEC i Frederikshavn kan byde velkommen til 19.

Uddannelsesinstitutionerne i Nordjylland er meget populære både hos regionens egne unge og hos besøgende udefra. Ud af de omkring 2500 studiepraktikanter kommer næsten halvdelen fra andre regioner end Nordjylland.

- I Nordjylland har vi brug for de unges viden og kompetencer. Derfor er det positivt, at de unge er så interesserede i at lære mere om, hvad det vil sige at tage en videregående uddannelse, siger Ole Stavad, formand for Udvalget for Regional Udvikling i Region Nordjylland.

Det er især Aalborg, der trækker mange unge til fra andre regioner. Ud over selve praktikken kan de komme på byvandring og for eksempel komme inden for hos nogle nuværende studerende og se, hvordan man kan bo i Nordjyllands største by.

Region Nordjylland støtter i år Studiepraktik med 700.000 kroner, som går til blandt andet markedsføring og bustransport. En del af pengene går også til en ny undersøgelse, som skal se nærmere på, om de unge, der deltager i Studiepraktik, rent faktisk bliver mere afklarede i deres uddannelsesvalg.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...