Gå til hoved-indhold
12. juli 2019 - kl. 14.07

Nick-sag: Arbejdstilsynet beder politiet rejse tiltale

  • 1 af 2
    FOTO: TV2 Nord
  • 2 af 2
    Efter at Nick Vejles sag er kommet for Højesteret, har Arbejdstilsynet bedt politiet om at genrejse tiltalen.
Af: Kanal Frederikshavn

Arbejdstilsynet har bedt Nordjyllands Politi rejse tiltale mod Grenaa Lossekompagni, fordi Arbejdstilsynet nu har vurderet, at virksomheden alligevel brød arbejdsmiljølovgivningen i forbindelse med en ulykke i 2014.

Det viser dokumenter fra Arbejdstilsynet, som TV2 Nord er kommet i besiddelse af.

Ved ulykken i Strandby for fem år siden blev den dengang 24-årige pumpemand Nick Vejle hjerneskadet, efter han hoppede ned i et lastrum fyldt med skidtfisk i et forsøg på at hjælpe to af sine kollegaer, der var faldet bevidstløse om på grund af giftige dampe fra fiskene. De to mænd døde af ulykken, mens Nick Vejle pådrog sig svære skader på hjernen.

Nick Vejle havde kun været ansat ved lossekompagniet i fire uger, da ulykken skete. Han bar intet sikkerhedsudstyr, og ifølge Nick Vejle var han aldrig blevet instrueret i, at han skulle blive på havnen uanset hvad.

Efterfølgende lagde Nick Vejle sag an mod Grenaa Lossekompagni og fik først medhold i byretten og senere i landsretten. Sagen er nu endt for Højesteret, efter Grenaa Lossekompagni har anket sagen.

Oprindeligt havde Arbejdstilsynet droppet sin sag mod Grenaa Lossekompagni, der var den ansvarlige arbejdsgiver, i 2014, men efter at Nick Vejles sag er kommet for Højesteret, har Arbejdstilsynet bedt politiet om at genrejse tiltalen.

- Vi synes, det er meget sent, at Arbejdstilsynet vælger at gøre det her. Nu har Nick været igennem to siger, siger Stine Jørgensen, Nick Vejles kæreste, som taler på vegne af Nick, fordi han på grund af sin skade har svært ved at tale.

- Men det har også været en lettelse for Nick, forklarer Stine Jørgensen til TV2 Nord.

Der har indtil nu hængt en sky af tvivl over parret, om hvorvidt ulykken var Nicks egen skyld.

Arbejdstilsynet havde i 2014 også bedt Nordjyllands Politi rejse tiltalte mod Grenaa Lossekompagni, men her blev efterforskningen standset af politiet, fordi man ikke mente, at virksomheden brød arbejdsmiljølovgivningen.

Torben Rhodin, der er advokat for Grenaa Lossekompagni, oplyser, at man endnu ikke har modtaget noget fra Nordjyllands Politi omkring tiltalen, og Grenaa Lossekompagni derfor ikke har nået at forholde sig den nye udvikling i sagen.

Stine Jørgensen fortæller, at der er berammelsesmøde 23. juli, hvor parterne mødes for at finde en dato for retssagen i Højesteret. Det erstatningskrav, som Nick Vejle var blevet tilkendt ved landsretten, er utilgængeligt, indtil sagen er blevet gennemført ved Højesteret, og der er kommet en endelig afslutning.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...