Gå til hoved-indhold
23. marts 2019 - kl. 16.03

Perfekt sæsonstart i Sæby - vinder 4-1 over Hobro IK

  • 1 af 3
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 2 af 3
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 3 af 3
    17-årige Mikkel Dorff blev dobbelt målscorer. Hans andet mål var høj, høj klasse.
Af: Michael Frederiksen

IF Skjold Sæby kom flyvende ud af starthullerne i sæsonpremieren i JS1 med en sejr på 4-1 over Hobro IK. Superligaklubbens andethold led dermed sit første nederlag i 451 dage. Ikke siden oktober 2017 har Hobro IK tabt en fodboldkamp.

IF Skjold Sæby - med sidste sæsons topscorer Jakob Kristensen på bænken i første halvleg - snuppede ikke bare alle tre point i sæsonpremieren. Spillemæssigt leverede de rødblusede en fin præstation i den kraftige vind på Sparekassen Vendsyssel Arena, hvor grønsværen - årstiden taget i betragtning - var ganske fin.

Christoffer Nødgaard bragte hjemmeholdet foran på straffespark efter 32 minutter. Et straffespark, som Hobro-keeperen begik efter en helkikser af ham selv. Men det skulle blive meget værre for målmanden, som afløste Hobro IK's normale førstevalg mellem stængerne, der er skadet.

Scoringen til 2-0 kunne han dog ikke gøre noget ved. Mikkel Dorff blev spillet fri i højre side, udnyttede sin hurtighed og scorede sikkert i det lange hjørne. Målet faldt efter 40 minutter.

IF Skjold Sæby øgede til 3-0 i begyndelsen af anden halvleg på et besynderligt selvmål. En Hobro-spiller ville sparke bolden langt væk på egen banehalvdel, men ramte den helt forkert. Bolden røg højt op i luften, hvor vinden bar den ned mod målet. Keeperen lod bolden hoppe en gang i målfeltet, men til stor overraskelse for alle røg bolden ind i netmaskerne.

I det 72. minut leverede 17-årige Mikkel Dorff kampens flotteste detalje. Han afdriblede frækt og elegant et par modstandere i venstre side af straffesparksfeltet, inden han knaldhårdt sparkede bolden ind ved forreste stolpe. Virkelig en stærk aktion af Mikkel Dorrf, som går i 10. klasse i Frederikshavn.

- Jeg laver en kropsfinte og kan se, at der er plads mellem benene på ham, og så laver jeg en kropsfinte mere på ham den anden, som han går på. Så er er jeg fri og klapper bare mod mål, siger en storsmilende Nikolaj Dorff om sit klassemål.

Han blev kåret til Kampens Spiller og blev dermed den første, som modtog en Legendstrøje, som Didadora har fremstillet i denne sæson i Sparekassen Vendsyssel Ligaen.

På Legendstrøjen ses nogle af de største fodboldnavne gennem tiderne i Frederikshavn Kommune: Harald Nielsen, Frank Nielsen, David Nielsen, Lennart Bak, Nicolaj Thomsen, Søren Frederiksen og Joakim Mæhle.

I JS1 har holdene taget point med over fra efteråret. Hobro IK var tophold med tre point, men med sejren i eftermidddag kom IF Skjold op på fire point. Da der kun er én direkte oprykningsplads til Danmarksserien, var det en vigtig sejr for cheftræner Nikolaj Dorffs tropper. Mon ikke, at træneren forkæler sin søn lidt ekstra i aften, efter at han blev dobbelt målscorer.

<iframe src="https://www.facebook.com/plugins/video.php?href=https%3A%2F%2Fwww.facebook.com%2FSparekassenVendsysselLigaen%2Fvideos%2F1225908454244043%2F&amp;show_text=0&amp;width=560" width="560" height="315" style="border:none;overflow:hidden" scrolling="no" frameborder="0" allowtransparency="true" allowfullscreen="true"></iframe>

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...