Gå til hoved-indhold
26. marts 2024 - kl. 13.03

Peter Ehlern takker af efter 30 år i Trigon

  • 1 af 1
Af: Michael Frederiksen

- Efter næsten 30 år i virksomheden er det på tide med lidt fornyelse. Det har været en spændende rejse at være en del af Trigon i næsten 30 år. Jeg sætter pris på de udfordringer, vi har mødt og løst sammen, og for det tætte fællesskab, jeg har haft med mine kolleger.

Sådan siger Peter Ehlern, der forlader Trigon efter 30 år. Han lægger ikke skjul på, at den tunge del af beslutningen har været, at han også siger farvel til alle de gode folk i Trigon.

- Efter så mange år kender man hinanden ud og ind. Folkene er som min anden familie, lyder det fra Peter Ehlern.

Til sommer er det knap 30 år siden, at han blev ansat i Trigon. Her har han stort set fra begyndelsen været direktør for Trigons anlægsafdeling.

I sin tid i Trigon har Peter Ehlern sammen med sine folk løst et utal af små, store og meget store opgaver.

- Ja, gågaden i Frederikshavn har vi endda lavet to gange, så længe har jeg faktisk været i virksomheden, fortæller han.

Udover sit virke som direktør for anlæg har Peter Ehlern også deltaget som en del af bestyrelsen i Trigon. Denne træder han ligeledes ud af. I bestyrelsen udtrykker man stor anerkendelse af det arbejde og den indsats, som han har leveret i årenes løb.

- Hans bidrag vil blive savnet, men vi respekterer beslutningen og ønsker ham alt godt i fremtiden. For en dygtig entreprenør som Peter er alle muligheder åbne, udtaler bestyrelsesformand Karsten Madsen, Trigon.

Peter Ehlern fratræder officielt sin stilling ultimo maj 2024, og Trigon vil i den forbindelse arrangere en passende afskedsreception som anerkendelse af hans mangeårige bidrag.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...