Gå til hoved-indhold
26. november 2021 - kl. 00.11

Byrådet siger nej tak til naturnationalpark

  • 1 af 2
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 2 af 2
    Jens Borup: - Hele deres setup bygger på en løgn, og der er fusk med statistikkerne.
Af: Michael Frederiksen

Frederikshavn Byråd kan ikke anbefale, at der etableres en naturnationalpark i Bunken på nuværende tidspunkt. Det besluttede et enigt byråd onsdag aften, hvor der også var opbakning til et høringssvar til Naturstyrelsen.

Der er tale om et område på cirka 923 hektar, som består af vidtstrakte og sammenhængende klitområder på Skagens Odde. I den sydlige del af området findes Nordeuropas største vandremile, Råbjerg Mile.

Venstres Jens Borup mente, at byrådets brev til Naturstyrelsen var alt for blødt formuleret.

- Det burde ridses anderledes op. Hele deres setup bygger på en løgn. Der er fusk med statistikkerne, hvilket bruges som argumentation. De har blandt andet sat 2000 ekstra arter ind uden at have evidens for det. Den eneste professor, som ved noget om det, har man undladt at tale med, sagde Jens Borup.

Han roste Socialdemokratiet for modstanden mod naturnationalparken ved Bunken, fordi det er netop er Socialdemokratiet på Christiansborg, som er en af initiativtagerne til idéen med nationalnaturparkerne. Etableringen af disse skal blandt andet medvirke til at standse tabet af biodiversitet.

Onsdag modtog Frederikshavn Kommune også 490 underskrifter imod etableringen af en naturnationalpark i Bunken Klitplantage.

SF's Christina Lykke tog som den eneste forbehold i sagen.

- Jeg synes, vi har en forpligtelse til at gå lidt videre. Det er brandærgerligt, at vi ikke gør det. Jeg efterlyser lidt mere åbenhed fra vores side. Der bliver talt meget om det hegn, som skal sættes op, men hegnet skal passe på naturen, ikke ædelægge den. Der følger også økonomi med til etablering af shelters med mere. Det er godt for vores turisme, noterede Christina Lykke.

Borgmester Birgit S. Hansen lyttede til Jens Borups ønske om mere kant i svaret, men hun mente, at udkastet til svaret retorisk landede godt.

- Det kan jeg som borgmester fagligt stå inde for, sagde Birgit S. Hansen.

Der forventes at blive truffet en politisk beslutning om op til 10 nye naturnationalparker i denne måned.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...