Gå til hoved-indhold
19. december 2012 - kl. 08.12

Farvel til 750.000 kroner: - Trist, men forståeligt

  • 1 af 2
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 2 af 2
    Beslutningen om at droppe de tre kæmpe vindmøller i Kvissel Brænding betyder, at den lokale idrætsforening går glip af 750.000 kroner.
Af: Kanal Frederikshavn

Kvissel-Ravnshøj IF går glip af en sponsorkontrakt på 750.000 kroner, fordi Ecopartner ApS har besluttet at droppe planen om opsætning af tre kæmpe vindmøller i Kvissel Brænding.

- Det er trist, for der er mange ting, vi dermed går glip af. Pengene fra Ecopartner ville være faldet på et tørt sted. Vi havde ikke mindst glædet os til at forsøde tilværelsen for vores ungdomsspillere. De skulle formentlig have været til Spanien for at deltage i en turnering.

Ordene kommer fra Michael Haaber, formand i Kvissel-Ravnshøj IF.

I går kom det frem, at direktør Erling Salling Olesen, Ecopartner ApS, har valgt at kaste håndklædet i ringen, hvad angår de tre kæmpe vindmøller i Kvissel Brænding. Det sker efter betydelig modstand i lokalområdet.

Det var jubel i Kvissel-Ravnshøj IF, da klubben i efteråret indgik sponsoraftalen med Ecopartner ApS. 75.000 kroner skulle møllefirmaet betale det lokale idrætsforening hvert år de næste 10 år.

- Jeg er tilhænger af grøn energi, så jeg var rigtig glad for aftalen. Omvendt har jeg også fuld forståelse for de naboer, som har klaget over placeringen af vindmøllerne. Det havde jeg sikkert også selv gjort, hvis jeg havde været nabo til dem. Vi ærgrer os at gå glip af pengene, men nu giver vi den en skalle til Rock i Frederikshavn, så vi forhåbentlig kan tjene lidt ekstra på dette arrangement, siger Michael Haaber.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...