Gå til hoved-indhold
28. marts 2024 - kl. 00.03

Ny psykolog hos Psykolog-Centret i Frederikshavn

  • 1 af 2
    Maiken Gitsas er født og opvokset i Frederikshavn og glæder sig over at kunne udøve sit professionelle virke på den egn, som hun kender og holder meget af.
  • 2 af 2
    - Sammen kan vi meget mere, og vi hjælper hinanden med både faglige og praktiske ting. Det giver en følelse af ejerskab og fællesskab hos os alle, og det præger stemningen i klinikken på en rigtig god måde, forklarer psykolog Carsten Bernhardt Thomsen.
Af: Michael Frederiksen

Den unge generation af psykologer får nu sin repræsentant i Psykolog-Centret Frederikshavn, idet Maiken Gitsas i marts har tiltrådt teamet af behandlere i klinikken i Danmarksgade.

Glæden er stor i Psykolog-Centret over, at samarbejdet med Maiken Gitsas nu er blevet en realitet. Dermed er der blevet mulighed for, at man kan bruge sin lægehenvisning i Psykolog-Centret, så man derved kan opnå tilskud fra Sygesikringen, idet Maiken Gitsas har fået tildelt ydernummer i Frederikshavn fra 1. marts 2024.

Ventelisterne kan tit være lange hos psykologer med ydernummer, hvilket ofte har medført ventetider på op til et halvt år eller derover - til stor fortvivlelse for dem, der har brug for hjælpen nu og her.

Efter udvidelsen af tilbuddet om gratis psykologhjælp til unge blev ventelisterne hos ydernummerpsykologerne tilmed blot endnu længere, så realiteten derfor ofte har været, at de unge blot havnede bag i ventekøen, og at de afsatte midler til hjælpen dermed ikke kom i anvendelse.

- Et halvt år i venteposition er fortvivlende lang tid for os alle. Og særligt i et ungt menneskes liv, hvor der er så meget, der skal nås på så kort tid, idet det er dér, hvor mange grundsten til voksenlivet bliver grundlagt, siger siger Maiken Gitsas.

Hun understreger, at hendes specialer i øvrigt spænder meget bredt over de problemstillinger, som alle aldersgrupper kan komme til at opleve, både unge, voksne og ældre.

Maiken Gitsas er født og opvokset i Frederikshavn og glæder sig over at kunne udøve sit professionelle virke på den egn, som hun kender og holder meget af.

I en alder af 35 år har Maiken Gitsas mand og barn, og hun fik for seks år siden sin autorisation som psykolog. Efter en årrække med egen praksis i Aalborg og med opgaver indenfor arbejdspsykologiske indsatser, supervision og behandling i kommunalt regi, har hun nu valgt at indgå samarbejde med Psykolog-Centret i Frederikshavn.

- Min store drøm om at kunne arbejde med terapi på fuld tid, blev til min store glæde mulig, da jeg fik tildelt ydernummer her i Frederikshavn. Og den drøm indbefattede også at kunne indgå i et stærkt klinikfællesskab sammen med andre psykologer. Stor var derfor min glæde, da det kunne lade sig gøre her i Psykolog-Centret, hvor jeg blev taget godt imod lige fra den første dag, fortæller Maiken Gitsas.

For at kunne yde sit bedste er det for Maiken Gitsas vigtigt at være i nogle trygge og velfungerende rammer.

- Jeg gik med forskellige overvejelser forinden, men de mundede alle ud i en helt klar idé om, at et kollegialt fællesskab ville fungere bedst for mig. Her i Psykolog-Centret oplever jeg både sparring i dagligdagen, og at vi er drevet af de samme værdier, blandt andet om vigtigheden af løbende videreuddannelse, både for at sikre kvaliteten i arbejdet og for at sikre vores egen udvikling som terapeut. At vi tilmed har det godt sammen, og at vi hjælper hinanden, hvis vores IT driller os, og at vi har en ufatteligt plat humor, er også et uundværligt gode ved fællesskabet, mener Maiken Gitsas.

Psykolog-Centrets grundlægger, Bjørn Danielsen, gik på pension i januar sidste år, og PsykologCentret er siden blevet drevet som et egentligt klinikfællesskab af klinikkens nu i alt seks terapeuter.

- I princippet er vi allesammen selvstændige, men bor under samme tag. Ud over fællesskabets helt klare faglige fordele, som Maiken peger på, så giver det også nogle praktiske stordriftsfordele, idet vi løfter i flok og deler opgaverne imellem os. Sammen kan vi meget mere, og vi hjælper hinanden med både faglige og praktiske ting. Det giver en følelse af ejerskab og fællesskab hos os alle, og det præger stemningen i klinikken på en rigtig god måde, idet det giver en god følelse af sammenhold, nærmest som er vi en familie, forklarer psykolog Carsten Bernhardt Thomsen.

Allerede nu er Maiken Gitsas kommet godt i gang med sin indsats her i Frederikshavn og arbejder i Psykolog-Centret på alle ugens hverdage, og hun ser frem til at kunne virke som psykolog i mange år i Frederikshavn.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...