Gå til hoved-indhold
24. marts 2024 - kl. 00.03

Rigtige mænd bruger da solcreme – og den kan blive for gammel

  • 1 af 1
Af: Peter Marquard

Solcreme hører ikke kun hjemme i tasken, når familien tager til stranden, eller kufferten bliver pakket til ferierejsen. Hvis man arbejder udendørs, er den mindst lige så vigtig at have med, når man går på arbejde. Samtidig kan din solcreme blive for gammel.

- Solens stråler kan være farlige og give hudkræft. Det ved de fleste godt, og de sørger for solcreme, når de er på stranden, eller børnene løber rundt på legepladsen. Men solens stråler er lige så skadelige, når man har udendørs arbejde hele dagen. Så også her bør man bruge solcreme, hvilket mange glemmer, advarer apoteker Pia Bach fra Løveapoteket på Hangaardsvej i Frederikshavn.

Apotekeren henvender sig her både til medarbejdere i daginstitutioner, der er ude det meste af dagen, samt håndværkere, gartnere og andre, der har udendørs arbejde.

- Mange, især mænd, har lidt svært ved at huske solcremen, når de går på arbejde. Det hører vi tit her på Løveapoteket, men det er dumt, for de er i risiko for at udvikle hudkræft. Derfor gælder de almene solråd med skygge, solhat og solcreme også for dem, siger Pia Bach.

På Løveapoteket oplever de, at mange mænd ikke har lyst til at bruge solcreme, fordi det fedter. Apotekeren anerkender da også, at nogle produkter virker mere fedtede end andre og opfordrer til, at man kommer ind på apoteket og prøver forskellige solcremer – der skal nok være en, der passer.

Cremen kan også betyde, at det kan føles svært at svede, og der skal ifølge Pia Bach smøres et tykt lag på, hvis solbeskyttelsen skal være effektiv. Derfor anbefaler hun, at man tager en trøje og en hat på og kun bruger solcreme på de dele af kroppen, der ikke er dækket af tøj. På den måde er man godt beskyttet mod solens stråler.

- Det kan også være svært at følge det gode råd om at søge skygge, hvis man som gartner er i gang med at klippe en hæk eller som murer er ved at mure en væg op. Der kan man selvfølgelig ikke styre, om man er i sol eller skygge, men vi står gerne til rådighed for alle, så jeg kan kun opfordre til, at man kommer ind på Løveapoteket, hvis man vil vide mere om solråd og beskyttelse mod solen, understreger Pia Bach.

Samtidig kan solcreme blive for gammel, og effekten af din solcreme svinder gradvist med tiden og bør kasseres helt, når den har været åben i et år.

- Det kan være fristende at finde den gamle solcreme frem fra bunden af skabet, når turen går ud i det danske sommerland. Men det kan vise sig at være en dårlig ide. For solcremens effekt holder ikke evigt, og som tommelfingerregel begynder virkningen at fortage sig efter omkring et år i åben tilstand. Holdbarheden afhænger dog meget af, hvordan cremen har været opbevaret, fortæller Pia Bach og fortsætter:

- Man godt kan bruge solcremen fra sidste år, hvis den har været åben i højst 12 måneder og ikke har ligget og kogt i en bil eller på stranden. Så bør effekten være god nok.

Hun anbefaler dog, at man tjekker, om solcremen har skiftet farve, lugter forkert, ser underlig ud eller har en forkert konsistens. For så skal den smides ud. Desuden skal man tjekke datoen på solcremens emballage, hvor symbolet med en åben krukke og et tal angiver, hvor mange måneder solcremen kan holde sig, efter man har åbnet den.

- Det kan umiddelbart lyde uskadeligt, hvis man smører sig selv eller sit barn ind i en solcreme, hvor virkningen er begyndt at fortage sig. Men det kan være en alvorlig sag, hvis man opholder sig i solen og tror, at man er beskyttet mod solens farlige UV-stråler. Risikoen er, at man får en førstegradsforbrænding, som ikke alene er ubehagelig og gør ondt. Den øger også risikoen for hudkræft, advarer Pia Bach.

Har en solcreme ikke været åbnet, kan den typisk holde sig i to til tre år, hvis man opbevarer den ved stuetemperatur. Det gælder også, selvom man er tæt på cremens mindsteholdbarhedsdato. Denne dato står på emballagen sammen med enten et timeglassymbol eller teksten "Bør anvendes inden udgangen af".

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...