Gå til hoved-indhold
05. december 2016 - kl. 23.12

Seks sejre på stribe - VEB ligger nu på andenpladsen

  • 1 af 2
    FOTO: VEB
  • 2 af 2
    Maria Helsbøl og Lasse Mølhede bragte VEB foran 4-1.
Af: Kanal Frederikshavn

Seks sejre i træk og et avancement til andenpladsen i Badmintonligaen. Det er status for Vendsyssel Elite Badminton efter 5-1-sejren over Ikast mandag aften hjemme i Arena Nord.

Ikast ligger næstsidst, men kom til Vendsyssel med fornyet selvtillid efter torsdag aften at have taget point fra topholdet Skælskør/Slagelse. VEB gjorde dog hurtigt livet surt for uldjyderne, for det var en alvorlig bet for Ikast, at de lagde ud med at tabe herredoublen.

Sune Gavnholt og sæbynitten Mikkel Stoffersen ligger henholdsvis nr. 42 og 40 på den hjemlige rangliste i herredouble. Til sammenligning er Zvonimir Durkinjak og Christoffer Geisler nr. 29 og 201. Ikast-spillerne var altså klare favoritter, men VEB's populære kroat og den 22-årige hjemmebanedebutant sejrede med 21-12, 19-21, 21-16.

- Det er det største, jeg har prøvet i badminton, sagde en glad Christoffer Geisler, som blot spillede sin anden ligakamp.

Dermed var stillingen 2-0 til VEB, efter at Beiwen Zhang havde gjort kort proces mod Cille Nielsen. 21-9, 21-4 lød amerikanerens knusende sejrscifre.

Ikast reducerede til 1-2, da inderen Dey Subhankar besejrede Victor Svendsen med 22-20, 21-19 i første herresingle.

Der blev dog aldrig tvivl om udfaldet. Emma Wengberg og Clara Nistad var ganske vist bagud med 1-6 og 6-11 i andet sæt, men svenskerne sejrede med 21-8, 21-15 over Sonja Pekkola og Olga Arkhangelskaya. Wengberg/Nistad er lige så bundsolide som en Volvo.

Det blev 4-1 til VEB, da Maria Helsbøl og Lasse Mølhede vandt 21-9, 21-16 over Janne Kornum Thomassen og Mathias Moldt Baskjær. I aftenens sidste kamp havde den tidligere VEB-spiller Frederik Aalestrup - der kom med to flotte sejr over Mikkel Mikkelsen og Joachim Persson - helt sikkert håbet på at udfordre Raul Must mere, men esteren vandt 21-17, 21-11.

Sejren betyder, at VEB nu indtager andenpladsen, fire point efter Skovshoved, som VEB tabte til i sæsonpremieren, og to point foran både Skælskør/Slagelse og Værløse. Netop de to sidstnævnte hold møder VEB i de to sidste kampe i grundspillet. Tirsdag 3. januar venter Værløse ude, og mandag 9. januar kommer Skælskør/Slagelse på besøg i Skagen.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...