Gå til hoved-indhold
25. marts 2024 - kl. 00.03

Venstres byrådsgruppe: - Vi vil have overblik, før vi konkluderer

  • 1 af 1
Af  Venstres byrådsgruppe

Venstres byrådsgruppe i Frederikshavn Kommune har skrevet dette indlæg: Aviserne og de sociale medier flyder i øjeblikket over med den ene artikel efter den anden om, hvor dårligt det står til i Frederikshavn Havn. Både med hensyn til økonomien, om dårlig ledelse og ansvarsplaceringen.

Det er katastrofalt, at Frederikshavn Havns økonomi ikke hænger sammen, og at det er mere end vanskeligt at få øje på løsninger på den store gældsætning. Ingen tvivl om, at det vil være en decideret katastrofe for borgerne i Frederikshavn Kommune, hvis kommunen ender med at måtte overtage havnen og den store milliardgæld, som følger med. Det vil gå ud over velfærden for alle.

Gruppeformændene for byrådets andre partier har for nylig indrykket en pressemeddelelse, der giver indtryk af, at byrådets medlemmer i dag har alle relevante oplysninger, og at det på denne baggrund helt fritager politikere og administration for ansvar. Med de oplysninger, der de sidste uger er dukket op i medierne, kan vi ikke drage så sikker en konklusion. Derfor har vi fravalgt at være medunderskrivere.

Venstres informationsgrundlag består i dag af det regnskabsmateriale, som er offentligt tilgængeligt, samt nogle temamøder, hvor havneledelsen på overordnet plan har redegjort for havnens drift og økonomi. Vi kan konstatere, at det først er på det seneste møde med havnens bestyrelsesformand og midlertidige direktør, vi har fået information, som reelt afspejler den virkelige verden.

For at få det fulde overblik, konkludere og placere ansvar har vi brug for flere oplysninger, og derfor har vi i stedet for at skrive under sammen med de andre partier besluttet at søge om sagsindsigt i sagen om Frederikshavn Havn. Indtil vi har modtaget og analyseret dette materiale, forbeholder vi os retten til at vente med konklusionerne.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...