Et stærkt løft for Frederikshavn Havn: Det nye flådeværft er en kæmpe gevinst
Lisbeth Bech-Nielsen, politisk ordfører og forsvarsordfører (SF), og Christina Lykke, borgmesterkandidat i Frederikshavn Kommune (SF), har skrevet dette indlæg: Frederikshavn har altid været en by med dybe rødder i havet, en by hvor fiskeri, skibsfart og maritim industri har haft en central rolle i vores historie og udvikling. Som politikere med en stærk kærlighed og tilhørsforhold til kommunen og Nordjylland, ser vi den kommende etablering af det nye flådeværft som en unik mulighed for at styrke både vores kommune og hele regionen.
Flådeværftet er ikke kun et økonomisk løft, det er en investering i fremtiden. Det skaber arbejdspladser, både direkte og indirekte. Det vil tiltrække både lokale og nationale aktører og give virksomheder mulighed for at udvide og udvikle sig. Med et flådeværft af denne størrelse får vi en moderne og konkurrencedygtig infrastruktur, som gør Frederikshavn endnu mere attraktiv som hjemsted for både erhvervslivet og de mennesker, der vælger at bosætte sig her.
Den maritime sektor har i mange år været en grundpille i vores økonomi, og med flådeværftet vil vi få et endnu stærkere fundament.
Som borgmesterkandidat ser jeg den positive effekt, flådeværftet vil have på vores kommunes vækst og udvikling. Nye arbejdspladser og højere beskæftigelse er kun begyndelsen. Vi er begge dybt engagerede i at sikre, at Frederikshavn kommune er et sted, hvor folk har lyst til at bo og arbejde, Vi ved, at et stærkt erhvervsliv giver flere indbyggere og en højere livskvalitet. Det betyder, at Frederikshavn bliver en mere attraktiv by at bo og leve i – for unge som ældre, for familier og for dem, der ønsker at starte deres eget erhverv.
Vi håber at dette kan være med til, at vi sammen ser fremad med fornyet energi og en stærkere fremtid for kommunen.