Freddy's Bar hæver aldersgrænsen til 21 år
Freddy's Bar i Havnegade i Frederikshavn hæver både fredag og lørdag aldersgrænsen fra 18 til 21 år efter nogle uheldige episoder med unge gæster.
- Vi er glade for, at vi de seneste uger har fået flere unge mennesker på besøg, men desværre er der nogle få, som ødelægger det for andre, siger bestyrer Freddy Rafn, Freddy's Bar.
Det får nu den konsekvens, at aldergrænsen hæves til 21 år. Allerede på fredag vil der være udsmidere ved hoved- og bagindgangen, som tjekker gæsternes ID.
- Det handler først og fremmest om, at det er vigtigt for os at beholde vores voksne stampublikum, forklarer Freddy Rafn.
De seneste tre fredage har Freddy's Bar oplevet et større rykind af unge mennesker, som tydeligvis kommer direkte fra blandt andet byens gymnasier. De har deres rygsække med skolebøger med og dukker allerede op først på eftermiddagen.
- Mange af dem er søde og rare, men andre kan vi ikke styre. Vi oplever for eksempel, at de har egne drikkevarer med, og vi finder snusposer, knuste shotsglas og endda cigaretskod på gulvene. Vi oplever desuden, at folk, som vi smider ud, gentagne gange kommer ind igen via vores bagdør i gårdhaven, forklarer Freddy Rafn.
Han håber, at problemet løser sig selv, når ToTrinOp fra på fredag genåbner sin fredagsbar kl. 12.00. Den har været lukket på grund af COVID-19.





































