Gå til hoved-indhold
21. april 2026 - kl. 09.04

Lærlingeordningen udvider til Aalborg – VELA bliver ny partner

  • 1 af 1
    Quality Control Manager Lars Sørensen, HR Consultant Maria Winum Brønner og Supply Chain & Operations Manager Niels Hirsch Rhiger, alle VELA.
Af: Michael Frederiksen

Lærlingeordningen, der blev etableret i januar 2025 og er forankret hos Erhvervsservice Nord i Frederikshavn, udvider nu partnerkredsen. Den nyeste samarbejdspartner er Vermund Larsen A/S – bedre kendt som VELA – med hovedsæde i Aalborg.

VELA er en dansk, familieejet virksomhed med stærke traditioner inden for ergonomi og klassisk design. Virksomheden udvikler, producerer og sælger højkvalitets møbler og ergonomiske siddeløsninger og har gennem årtier opbygget en markant position med fokus på kvalitet, funktionalitet og ansvarlighed.

Historisk har VELA ikke haft lærlinge i produktionen – ikke på grund af manglende vilje, men fordi man ikke tidligere har set en tydelig kobling mellem virksomhedens opgaver og eksisterende uddannelsesretninger. Den tilgang er nu ændret.

Gennem samarbejdet med lærlingekoordinator Charlotte Aksø Hansen ser VELA nu stærke muligheder i arbejdet med lærlinge, da uddannelsesretningerne har en tydelig kobling til virksomhedens opgaver og åbner for målrettede og praksisnære forløb, der matcher produktionen.

Samtidig har VELA udpeget en lærlingeansvarlig, som skal sikre en struktureret indsats og høj kvalitet i oplæringen. Med dette fundament ønsker virksomheden både at udvikle egne medarbejdere og tiltrække nye talenter.

VELA blev i 2025 kåret som Danmarks bedste arbejdsplads, og ambitionen er nu at styrke virksomhedens rolle i udviklingen af fremtidens faglærte arbejdskraft.

- Hos VELA har vi i mange år haft en ambition om at tilbyde lærepladser, og det er nu blevet muligt gennem samarbejdet med Erhvervsservice Nord. Vi arbejder målrettet på ikke blot at være en attraktiv arbejdsplads – men også på at blive en af Danmarks bedste lærepladser, udtaler Supply Chain & Operations Manager hos VELA, Niels Hirsch Rhiger.

Mangel på kvalificeret arbejdskraft er allerede i dag en udfordring for mange virksomheder, og meget tyder på, at denne mangel vil blive endnu større i fremtiden. Her spiller lærlinge en central rolle – både som en investering i fremtidens medarbejdere og som en langsigtet styrkelse af virksomhedernes kompetencer. Samtidig viser samarbejder som dette, at nye lærepladser ofte opstår, når virksomheder udfordrer vante opfattelser af uddannelsesretninger og indgår i dialog om, hvordan opgaver og uddannelser kan kobles på nye måder.

Lærlingekoordinator hos Erhvervsservice Nord i Frederikshavn, Charlotte Aksø Hansen, ser samarbejdet som et vigtigt signal:

- Det er meget positivt at opleve en virksomhed som VELA tage aktivt ansvar for fremtidens arbejdskraft. Lærlingeordningen understøtter virksomheder i at arbejde strategisk med lærlinge og udfordrer samtidig virksomhederne til at tænke i nye uddannelsesretninger i takt med, at produktion og behov udvikler sig. Hos VELA ser jeg flere muligheder for at koble forskellige uddannelser til virksomhedens opgaver og dermed skabe flere lærepladser.

Uddannelse af lærlinge har betydning langt ud over den enkelte virksomhed. Når der skabes attraktive uddannelses- og jobmuligheder lokalt, styrkes både bosætning, erhvervsliv og vækst i lokalområderne.

Med VELA som ny partner omfatter Lærlingeordningen nu virksomheder som Sæby Fiskeindustri, Nordmark, Delta Stilladser, Frederikshavn Forsyning og RAIS A/S. Virksomhederne repræsenterer forskellige brancher, men deler en fælles ambition om at tage ansvar for lærlinge og investere i fremtidens kvalificerede arbejdskraft.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...