Gå til hoved-indhold
07. juli 2025 - kl. 01.07

Frivillighed og fællesskab – sådan styrker vi velfærden i Frederikshavn

  • 1 af 1
Af  Henriette Sørensen, Ole Rasmussen og Marina Klein

Byrådskandidaterne Henriette Sørensen, cand.scient.soc. i kriminologi og socialrådgiver, Ole Rasmussen, ingeniør, og Marina Klein, social- og sundhedsassistent (alle V), har skrevet dette indlæg: Hvis uheldet er ude, og én falder om med hjertestop, tæller hvert sekund. Derfor har vi i Danmark hjerteløbere – frivillige, der rykker ud, før ambulancen når frem. Vi er tre af dem: Jon Andersen, vores borgmesterkandidat, er hjerteløber. Det samme er vi, Henriette og Ole. Marina er også frivillig som besøgsven og bidrager med nærvær og tid til ældre og sårbare.

Det er forskellige former for frivillighed – men begge lige vigtige for det fællesskab, vi ønsker at styrke.

Vi stiller op for Venstre til kommunalvalget, og vi har det til fælles, at vi alle engagerer os frivilligt – i foreningslivet, i sociale fællesskaber og som medmennesker. Ikke fordi vi skal, men fordi vi kan – og vil. Det frivillige engagement er ikke bare en tilføjelse til velfærdssamfundet. Det er en hjørnesten i vores lokale kultur – og en investering i fremtiden.

Men frivillighed må ikke blive en erstatning for velfærd. Det er for skrøbeligt og uretfærdigt. Vi har brug for et stærkt fundament under vores fællesskab – både organisatorisk, økonomisk og politisk.

Derfor mener vi, at:

  • Fællesskab og velfærd hænger uløseligt sammen, og det er noget, vi skal styrke.
  • Lokale begivenheder og fællesskabsaktiviteter er investeringer i vækst og trivsel – og dem skal vi bakke op om.
  • Frivillighed skal anerkendes og understøttes, så det bliver lettere at gøre en forskel – ikke sværere.
  • Velfærd er mere end pleje og pasning. Det handler også om oplevelser, relationer og trygge lokalsamfund.

Vi tror ikke på, at økonomien forbedres ved at skære ned, som førstevalg. For at vende udviklingen skal vi investere klogt og langsigtet – i det, der virker, og det, der styrker mennesker og fællesskab. Det kræver politisk mod – og det mod har vi.

Vi ved, at mange ansatte i kommunen knokler hver dag. Og vi ved, at mange borgere oplever et presset system. Det skal vi tage alvorligt – og det gør vi bedst ved at samarbejde, tænke i løsninger og turde planlægge 5-10 år frem i stedet for fra budget til budget.

I Venstre tror vi på frihed, fællesskab og ansvar. Og vi tror på, at Frederikshavn Kommune skal være et sted, hvor alle føler sig hjemme – uanset om man har brug for hjælp, eller er klar til at give den.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...