WH-træner forventer en tæt kamp med meget mere fight end flot spil
Søndag eftermiddag stiller Frederikshavn White Hawks op til kamp mod Metal Ligaens øjeblikkelige bundhold fra Rungsted Seier Capital. Et sted, høgene ofte har det svært, senest i sidste sæsons kvartfinalekampe, men efter fredagens fornemme comeback i Odense har holdet fået et ordentligt skud selvtillid med i bussen til Nordsjælland.
- Det var en rigtig skøn sejr, vi fik i fredags ,og et fint comeback vi lavede i tredje periode. Det er god moral at vende kampen på den måde, som vi gjorde, og det er klart, det giver holdet noget selvtillid, lyder det fra cheftræner Fredrik Johansson.
Søndag gælder det så Rungsted, igen på udebane, og endnu en lang bustur for Fredrik Johanssons mandskab. Altid svært at sidde i bus så længe og gøre klar til kamp, men med selvtilliden i hånden er det en optimistisk cheftræner, der sender sine spillere på is i eftermiddag i Hørsholm.
- Vi tager til Rungsted for at tage endnu en sejr. Det er vigtigt, at vi er ydmyge overfor opgaven i eftermiddag, hvor vi skal være kloge i vores beslutninger og spille med smarthed. Jeg tror, det bliver en tæt kamp med meget mere fight end flot spil, siger WH-træneren.
Kritikken har, inden kampen i fredags, raset over WH på de sociale medier, og også her på Kanal Frederikshavn, hvor den mangeårige fan Tommy Neist luftede sin utilfredshed med flere af de beslutninger, der bliver taget i klubben. En kritik, som Fredrik Johansson også har læst - og har en vis forståelse for.
- Jeg forstår fuldt ud kritikken. Det er godt med fans, der har passion og engagement for klubben og holdet. Men vi kan gøre det bedre end det, og det viste vi allerede i kampen efter Rødovre. Det er vigtigt, at alle forstår, at vi ikke har de samme ressourcer som mange af de andre hold i ligaen. Men både spillere og ledere arbejder hårdt hver dag for at udvikle os, så tro endelig ikke andet, kommer det med engagement fra Fredrik Johansson.
Det er den anden sæson, Fredrik Johansson er i gang med i WH, og han er en vellidt træner i både klubben og omklædningsrummet. En træner, der går op i detaljerne, og de detaljer skal gerne bringe WH en sejr i eftermiddag, når pucken smides i Hørsholm. Bemærk, der er kampstart allerede klokken 15:00 - modsat tidligere udmeldt, at kampen først skulle starte klokken 16:00.