AIDA Cruises har skabt mange bæredygtige løsninger ombord og på land
I løbet af syv år er det lykkedes at reducere madspild ombord på AIDA Cruises skibe med 44 procent og vandforbruget pr. person i hele Carnival-koncernen er 40 procent mindre end, hvad en person i gennemsnit bruger i land. Hvert skib har sit eget genanvendelsescenter med en miljøansvarlig, og man genanvender også produkter til nye ting for eksempel bliver kaffegrums lavet om til vegansk sæbe.
Det oplyser Jana Lüth, der står i spidsen for AIDA Cruises kommunikation, og hun kan fortælle om mange flere bæredygtige tiltag ombord og i land, som vi vender tilbage til.
Først skal vi ombord på AIDAbella, som er på besøg i Skagen. Krydstogtskibene AIDAbella og især AIDAnova besøger Skagen flere gange i sæsonen. AIDAbella har netop gennemgået en omfattende renovering. Her er tænkt på bæredygtighed blandt andet er der brugt genanvendelige gulvtæpper.
For når det tyske rederi sejler rundt med tusindvis af gæster, er det med en stor opmærksomhed på bæredygtighed.
Gæsterne, anløbshavnene og de ansatte på skibene har en forventning om og vil gerne gøre en indsats for at behandle kloden så bæredygtigt som overhovedet muligt.
Hoteldirektør Aubrey Miranda, AIDAbella, fortæller, at man registrerer gæsternes spisemønstre og anretter buffeten efter behovet. Man ved, hvornår 50 procent af gæsterne plejer at være færdige med at spise om aftenen og præsenterer så retterne på færre fade.
- Vi kigger også i kalenderen. Når der som i år er VM i fodbold, vil vores tyske gæster bestille langt flere øl og currywürtz, siger hoteldirektøren.
Kunstig basilikum
I buffetrestauranten Yachtclub Restaurant er der dekorative skåle med tomater, hvidløg og rød peber. Krydderurter og brød. Alt sammen kunstige. Men så vellignende, at de fremmer oplevelsen af skønne friske råvarer. En enkelt idé til at nedbringe forbruget ombord.
Mange af ideerne og initiativerne er de ansattes - både ansatte ombord og dem på land.
- Den konsekvente implementering af vores forskellige foranstaltninger for omhyggelig håndtering af mad og naturressourcer styres fra land for alle skibene. Vores "Less Left Over" strategi for reduktion af madspild har siden 2019 har hjulpet os med at reducere madspildet med mere end 44 procent, så vi er på rette spor til at nå vores mål på 50 procent inden 2030. I hele vores flåde har vi reduceret madspildet med cirka et pund (500 gram) pr. passager pr. dag sammenlignet med niveauet i 2019, oplyser kommunikationschef Jana Lüth.
Det svarer til 3,3 tons mindre mad pr. dag på et skib som AIDAnova, der har plads til 6654 passagerer.
De tænker også i genanvendelse om bord. Det kan være en rødvinsrest i sovsen eller at appelsinskaller bruges til citrus-muffins.
Den Europæiske Fødevarebank
Hvis der stadig er mad tilbage som wienerbrød eller grøntsager fra restauranter eller opbevaringsområder, donerer AIDA madvarer til organisationer i de respektive havne eller til velgørende organisationer, når det er muligt.
- Vi har et langvarigt partnerskab med Den Europæiske Fødevarebank og dens partnerorganisationer verden over. I Tyskland arbejder vi for eksempel sammen med Tafel Kiel e.V., oplyser Jana Lüth.
- Vi donerer overskydende ingredienser og måltider til et voksende netværk af madbanker i lokalsamfund, der står over for fødevaremangel. Det er lettere sagt end gjort. Globalt set er der strenge regler for fødevarehåndtering og sikkerhed, som forhindrer os i at donere færdige overskydende retter til lokale fødevarebanker. Vi ønsker reelle politiske ændringer og arbejder sammen med regeringer og NGO'er verden over for at tilpasse lovgivning og skabe løsninger, der hjælper med at holde sikre, at lækre og næringsrige måltider ikke går til spilde ved at donere dem til samfundspartnere i 20+ lokalsamfund verden over, herunder i Spanien, Italien, Martinique, Frankrig og Guadeloupe. Og vi stopper ikke der.
Plastik
Sandra Neffgen er direktør for udflugter i AIDA og er medvært for besøget på AIDAbella. Hun bor i Rostock, hvor AIDA Cruises har hovedsæde. Sandra Neffgen fortæller, at tyskere går meget op i bæredygtighed og i at passe på miljøet.
- Gæsterne ville undre sig, hvis vi for eksempel i restauranterne brugte engangsplastikbestik, vandplastikflasker eller plastikglas til drinks. De forventer, at der tænkes i bæredygtighed på et tysk skib.
Konkret har man hos AIDA Cruises reduceret forbruget af engangsplastik betydeligt siden 2018.
Print ombord er også reduceret betragtelig. Tidligere fik hver kahyt et dagligt nyhedsbrev printet på A4. Hvis gæsterne ønsker nyhedsbreve, fås de stadig, men langt de fleste passagerer er glade for deres personificerede app.
Klimabevidstheden gør sig også gældende, når krydstogter bestilles. Tyskerne foretrækker i stigende grad at gå ombord på et skib, som de ikke skal flyve til.
- Derfor er krydstogt i Norden populære. Her kan gæsterne stige på skibet for eksempel i Kiel og sejle her til Skagen og videre nord på, oplyser Sandra Neffgen.
Fremstiller selv ferskvand
Vandforbruget ombord er værd at nævne.
- Det er vigtigt for os at beskytte de naturlige vandreserver på vores destinationer. I dag henter vi bæredygtigt langt størstedelen af vores vand fra rigelige havvandskilder, som vi bruger til selv at producere op mod 95 procent af det ferskvand, vi bruger ombord, forklarer Jana Luth og uddyber:
- Vi bruger avancerede afsaltningssystemer, herunder fordampere – ofte ved hjælp af varme, der genvindes fra vores motorer – og udstyr til omvendt osmose til at producere vores ombordværende ferskvand. Vores mål er fuld selvproduktion ombord.
I arbejdet med at bruge mindre vand har flere af skibene heriblandt AIDAnova fået installeret tunnelvaskemaskiner i vaskeriet ombord. Denne vaskemaskine bruger 50 procent mindre vand pr. kilo vasketøj, end den mest energivenlige vaskemaskine i en almindelig husholdning. Og takket være et vakuumsystem er der kun brug for 1 liter vand pr. toiletskyl.
Spildevandsanlæg
AIDA Cruises er del af Carnival-koncernen, der består af yderligere følgende rederier: Carnival Cruise Line, Costa Cruises, Cunard Line, Holland America Line, P&O Cruises, Princess Cruises og Seabourn Cruises.
Tæt på 75 procent af Carnival-koncernens globale flåde har et avanceret spildevandsanlæg ombord. Det gør det muligt at rense det vand, der bruges ombord til kommunal vandkvalitet eller bedre, før det ledes tilbage til naturen. Derudover desinficeres 100 procent af ballastvandet, som bruges til at stabilisere skibe til søs, før det returneres til naturen.
Rederiet har strenge regler for affaldssortering. Alle genanvendelige materialer bliver sorteret ombord og er dermed 100 procent forberedt til at blive afleveret på havnen til certificerede affaldsbortskaffelsesfirmaer, hvor det er muligt.
Landstrøm i Skagen
Carnival-koncernen gør en stor indsats for at reducere CO2 udledningen.
- Vi har forpligtet os til at reducere CO2-intensiteten i vores flåde med yderligere 20 procent inden udgangen af 2026 sammenlignet med 2019. I 2050 stræber vi efter at nå netto-nul emissioner i skibsdrift, forklarer Jana Lüth.
Blandt tiltagene er at lade AIDAnova sejle på det mere miljøvenlige LNG-gas og brug af landstrømsanlæg i de havne, hvor det er muligt. Lige nu drejer det sig om 17 havne i ni europæiske lande. I Skagen vil der stå et landstrømsanlæg klar i fjerde kvartal af 2027.
Landstrøm betyder helt konkret, at skibe som AIDAnova, som typisk ligger til kaj 8-10 timer, kan slukke deres motor i de timer, og derved bliver udledningen under opholdet i havnen fra tæt på nul. Landstrøm er en vigtig teknologi henimod nul-udledning, og det allerførste skib, der kobles på Skagens anlæg forventes netop at blive AIDAnova.









































