Endnu en regning sendes til psykiatriske patienter
Jerry Mikula, Frederikshavn, har skrevet dette indlæg til regionsrådsmedlemmerne Kirsten Morild Andersen (Socialdemokratiet), Per Larsen (Det Konservative Folkeparti) og Mette Hardam (Venstre), alle bosat i Frederikshavn Kommune: Endnu engang er det de mest sårbare borgere, der kommer til at betale prisen for Region Nordjyllands manglende evne til at løse sine egne problemer.
Nu vil man fjerne 16 psykiatriske sengepladser fra Frederikshavn og 16 fra Thisted og samle dem i Brønderslev. Resultatet bliver 26 færre psykiatriske sengepladser og markant længere afstand til behandling for patienter og deres pårørende. For borgere fra Frederikshavn er det en stor belastning. For læsøboerne er det endnu værre.
Forklaringen er, at regionen har svært ved at rekruttere speciallæger. Men det er ikke et nyt problem. Rekrutteringen i psykiatrien har sejlet i årevis. Regionen har kendt udfordringen længe, men alligevel har man ikke formået at skabe attraktive arbejdsforhold eller en langsigtet løsning. I stedet har man ladet stå til og gjort sig afhængig af dyre vikarer. Nu skal patienterne betale prisen for den manglende handlekraft.
Det er svært at forstå, at man vil nedlægge sengepladser i en psykiatri, hvor der i forvejen er lange ventelister, stort pres og mangel på kapacitet. Der står ikke tomme senge og samler støv. De er fyldt med mennesker, som er alvorligt syge og har brug for behandling tæt på deres familie og netværk.
Regionen forsøger samtidig at sælge idéen om nye rehabiliteringssenge i Frederikshavn. Men rehabiliteringssenge er ikke psykiatriske sengepladser. De løser ikke den grundlæggende mangel på behandlingskapacitet. Det ligner mest et forsøg på at pynte på en dårlig beslutning.
Hvis Region Nordjylland havde brugt lige så mange kræfter på at løse rekrutteringskrisen, som man nu bruger på at flytte rundt på sengepladser og præsentere nye modeller, var vi måske ikke endt i denne situation.
Det er på tide, at regionens politikere tager ansvar. Man kan ikke blive ved med at forklare dårlige beslutninger med rekrutteringsproblemer, når de samme problemer har været kendt i årevis uden, at der er blevet handlet effektivt.
Psykiatriske patienter har krav på behandling tæt på deres hjem. De har krav på en region, der løser problemerne ikke flytter dem. Og de har krav på politikere, der prioriterer kerneopgaven frem for nødløsninger og symbolpolitik.
