Efter drømmestart: Østervrås ambition er oprykning til serie 2
Tre klubber i Frederikshavn Kommune har fortsat maksimumpoint i deres respektive serierække, og i Østervrå går man nu benhårdt efter oprykning efter den flotte start på sæsonen i serie 3.
Fredag aften spiller Østervrå topopgør på udebane mod Skallerup/Vennebjerg IF, og her kan man tage et stort skridt og lægge afstand til en af sine nærmeste forfølgere. Men der venter et svært opgør for Jan Larsens tropper, der har en stor tro på sit mandskab i denne sæson.
I foråret flirtede I med nedrykningsstregen. Nu ligger I nummer 1. Hvad er forklaringen?
- Der er én helt stor forklaring, og det er, at vi nu er begyndt at score på vores chancer. I foråret producerede vi samme antal chancer i kampene som her i efteråret, men nu sparker vi dem ind, og så begynder selvtilliden at vokse og troen på, det kan lade sig gøre. Jeg ser faktisk puljen som værende lige så stærk som i foråret, men vi har også kunne spille med stort set de samme spillere uden afbud og skader, og det samme kan vi i aften i Skallerup til topkampen, siger Jan Larsen til Kanal Frederikshavn.
FfI har også maksimumpoint i sin serie 2-pulje, men her vil cheftræner Kenneth Kjærsgaard ikke snakke om oprykning endnu. Det vil hans kollega Jan Larsen godt.
- Vores ambition er at rykke op, og jeg tør godt sige, efter den start vi har fået, at det vil være en skuffelse, hvis vi ikke bliver minimum nummer to i puljen og skal ud at spille om oprykning. Men det er klart, at vi rigtig gerne vil rykke op i serie 2, og jeg synes også, vi har mandskabet til det, så ja, det er en målsætning vi har, siger Jan larsen.
Kampen i aften spilles i Skallerup klokken 19:00, hvor FfIs førsteholdstræner, Kenneth Kjærsgaard, er dommer.




































