Budget: 2027-2030: Derfor valgte Tina Kruckow at lade døren stå åben

Jeg stemte ja, fordi vi nu går ind i den del af processen, hvor de egentlige politiske diskussioner og forhandlinger begynder. Og jeg mener, at vi skylder både hinanden og borgerne at give de forhandlinger en reel chance.

Som løsgænger kunne det måske være lettere at stille sig udenfor og markere sig med et nej allerede nu. Men jeg tror på, at man får større mulighed for at påvirke noget, hvis man går til forhandlingsbordet med konkrete forslag, dialog og en oprigtig vilje til at finde løsninger sammen.

Mit ja ved førstebehandlingen er derfor ikke en blankocheck.

Jeg går ind i budgetforhandlingerne med et åbent sind og et ønske om at finde fælles løsninger, men også med nogle klare politiske prioriteringer.

Der er naturligvis langt mere end tre områder, jeg gerne ville prioritere. Men politik handler også om at turde vælge. Derfor er der særligt tre ting, jeg tager med mig til forhandlingsbordet:

1. Ældreområdet – vi skal tage demografiudviklingen alvorligt

Ældreområdet bliver en af mine vigtigste prioriteringer.

Vi kan ikke diskutere økonomien på området uden samtidig at forholde os til den demografiske udvikling. Vi står i en situation, hvor kommunens samlede befolkningstal falder, samtidig med at vi får flere af de allerældste borgere. Det betyder noget for behovet for pleje, omsorg og støtte, og derfor må det også betyde noget, når vi lægger budgettet.

Når antallet af ældre med behov for hjælp vokser, skal vi være meget varsomme med at tro, at området bare kan løse de samme eller flere opgaver med færre ressourcer år efter år.

Jeg accepterer, at vi skal have en ansvarlig økonomi. Men jeg mener også, at vi under budgetforhandlingerne bør undersøge, hvor langt vi kan gå for at skåne ældreområdet for yderligere besparelser. For bag budgettal og effektiviseringskrav står mennesker, medarbejdere og pårørende. Og vores ældre skal kunne regne med en værdig alderdom.

2. Vi skal investere i dem, der skal levere vores velfærd

En anden af de helt store udfordringer vi står overfor, er rekruttering og fastholdelse.

Vi kan vedtage nok så mange ambitioner for vores velfærd, men hvis vi ikke kan tiltrække og fastholde dygtige medarbejdere, får vi svært ved at føre dem ud i livet.

Derfor synes jeg, det er interessant at se på muligheden for at afsætte midler målrettet kompetenceudvikling og fastholdelse af medarbejdere.

Kompetenceudvikling skal ikke kun betragtes som en udgift. Det kan også være en investering i faglighed, arbejdsglæde og i, at medarbejderne har lyst til at blive på vores arbejdspladser.

Hvis mangel på arbejdskraft bliver en af vores største udfordringer i de kommende år, skal vi begynde at handle på det nu.

3. Børn og unge skal have stærke fritidsfællesskaber

Vores klubområde står foran forandringer. Det giver selvfølgelig anledning til bekymringer, men det giver også en mulighed for at spørge os selv: Hvordan skaber vi de bedst mulige fritidstilbud til vores børn og unge? Det vil jeg gerne have fokus på i budgetforhandlingerne.

For mig er klubber og fritidstilbud ikke bare steder, hvor børn og unge kan være nogle timer efter skole.

Det er steder, hvor relationer opstår. Hvor voksne kan få øje på et barn eller et ungt menneske, der har det svært. Hvor man kan blive en del af et fællesskab og opleve at høre til.

Derfor handler det også om forebyggelse.

Gode fritidstilbud kan være med til at gribe børn og unge, før problemerne vokser sig større. 

Vi har allerede nogle gode klubtilbud. Skal de spares væk, eller kan vi tænke dem ind på en anden måde? Derfor skal vi bruge den kommende forandring af klubområdet til at skabe noget, vi kan være stolte af, ikke blot noget, der er billigere.

Derfor stemte jeg ja til førstebehandlingen.

Ikke fordi jeg allerede har sagt ja til det endelige budget, men fordi jeg gerne vil give forhandlingerne en reel chance. Nu begynder det politiske arbejde for alvor.

Jeg går til forhandlingsbordet med dialog, åbenhed og viljen til at finde fælles løsninger, men også med klare prioriteringer.

Når det endelige budget ligger på bordet, skal jeg tage stilling til, om resultatet er et budget, jeg kan stå inde for.

Det er ikke mit ja til førstebehandlingen, der afgør det. Det er det endelige budget og de politiske prioriteringer i det – der i sidste ende skal afgøre min stemme.