FESTEN FOREVER vil gentænke festivaloplevelsen
Hos FESTEN FOREVER på Knivholt er ambitionen ikke bare at samle en række musiknavne på nogle scener. Barer, restauranter, møbler, lys, mad og selv de mindste detaljer skal være en del af oplevelsen. Det stiller krav til planlægningen – især når nye idéer opstår hurtigere, end festivalchef Glenn Smed kan nå at få dem skrevet ind i planen.
Da festivalchef Glenn Smed forleden gennemgik nogle af de mange nye møbler, der er indkøbt til FESTEN FOREVER, faldt han over nogle store bænke i cognacfarvet læder.
Som festivalchef ville han naturligvis vide, hvor de skulle placeres. Svaret fra Christian Conradsen var kort:
"De skal stå i IRISH ZOO".
Der var bare ét mindre problem. IRISH ZOO fandtes ikke på Glenn Smeds festivalplan.
- Jeg ledte lige en ekstra gang, men nej. Ingen IRISH ZOO. Så kunne jeg konstatere, at Christian åbenbart havde opfundet endnu en bar, siden vi sidst havde gennemgået planen. Det siger meget godt noget om, hvordan FESTEN FOREVER udvikler sig lige nu, fortæller Glenn Smed med et smil.
Og det var ikke et enkeltstående tilfælde. Kort forinden var der ankommet blåternet madpapir, som Glenn naturligt antog skulle bruges i et af de allerede planlagte maduniverser. Det skulle det ikke. Det var til et nyt græsk koncept. Det stod heller ikke på planen.
Bag de mange idéer ligger imidlertid en meget bevidst tanke om, hvad FESTEN FOREVER skal være. For selv om musikken naturligvis spiller en hovedrolle, er ambitionen, at oplevelsen på Knivholt skal række langt ud over det, der foregår på scenerne.
De enkelte barer, restauranter og opholdsområder skal være små oplevelser i sig selv. Derfor bliver der arbejdet med individuelle temaer, møbler, lamper, blomster, service, glas, dekorationer og alle de detaljer, der er med til at give hvert område sin egen stemning og identitet.
- Musikken er selvfølgelig enormt vigtig, men FESTEN skal være meget mere end de timer, hvor man står foran scenen. Vi vil skabe en oplevelse fra det øjeblik, gæsterne kommer ind. Man skal kunne gå fra ét univers til et andet og hele tiden opleve noget nyt, fortæller Christian Conradsen.
Og selv om festivalchefens plan dermed jævnligt bliver udfordret, lægger Christian Conradsen ikke skjul på, at nye idéer fortsat vil få lov til at opstå undervejs.
- Hvis vi får en idé, som vi synes gør FESTEN bedre, så skal vi da ikke lade være, bare fordi Glenn allerede har lavet sin plan, siger Christian Conradsen med et grin.
Netop den kreative tilgang er samtidig en af årsagerne til, at Glenn Smed er kommet til som festivalchef. For jo flere idéer og universer, der kommer til, desto større bliver behovet for at samle trådene og skabe struktur omkring dem.
Hans opgave er derfor blandt andet at skabe overblik over alt fra bemanding og vareflow til inventar og den praktiske afvikling i de enkelte områder. For når en ny bar bliver føjet til FESTEN, følger der også borde, stole, glas, varer, personale, logistik og en lang række andre praktiske opgaver med.
- Christian tænker kreativt, og jeg forsøger så at få det hele til at fungere i virkeligheden. Det er faktisk en ret god arbejdsfordeling. Min opgave er ikke at bremse idéerne. Min opgave er at sørge for, at gæsterne lørdag 19. september oplever, at det hele hænger sammen, siger Glenn Smed.
Og netop gæsternes samlede oplevelse er afgørende. Målet er, at man dagen efter FESTEN FOREVER ikke kun kan fortælle, hvilke kunstnere man oplevede på scenerne.
Man skal også huske restauranten, man spiste i. Baren, man pludselig endte i. Sofaen, man sad i. Den gode cocktail. Menneskene, man mødte – og følelsen af hele tiden at kunne gå videre og opdage noget nyt.
- Hvis folk dagen efter kun taler om koncerterne, så har vi ikke været ambitiøse nok. Vi vil selvfølgelig have, at de taler om musikken, men også om maden, barerne, indretningen, stemningen og alle de skøre detaljer. Hele pakken skal være FESTEN, siger Christian Conradsen.
Mens arbejdet fortsætter på Knivholt, forsøger festivalchefen derfor fortsat at holde sin plan opdateret. Det går nogenlunde.
- Jeg har efterhånden lært, at jeg ikke skal printe den ud. Det bliver simpelthen for dyrt i papir, griner Glenn Smed.
FESTEN FOREVER finder sted på Knivholt lørdag 19. september 2026.




































