Bettina Dalgaard Voss vil være formand for White Hawks Support
Bettina Dalgaard Voss har besluttet, at hun stiller op som formandskandidat, når der søndag 6. september kl. 12.00 er generalforsamling i White Hawks Support.
Det er blot en uge siden, at Bettina Dalgaard Voss fortalte, at hun stod bag Facebook-gruppen "Sammen er vi White Hawks".
- Nu har klubben knoklet for at skabe noget nyt til den kommende sæson, og det vil vi som fans gerne støtte op om. Spillerne fortjener at mærke, at byen og fansene står bag dem, sagde hun til Kanal Frederikshavn.
Efter mange overvejelser har hun nu besluttet at gå efter at blive formand for White Hawks Support.
- Jeg gør det ikke, fordi jeg ønsker en titel, og jeg gør det heller ikke, fordi jeg ønsker et opgør med nogen. Jeg gør det, fordi jeg tror på, at vi kan samle endnu flere mennesker omkring White Hawks. De seneste uger har vist mig, hvor stor lyst der faktisk er til fællesskab omkring vores klub. Nye og gamle fans, unge, familier og mennesker, der har fulgt White Hawks i årtier, har budt ind med idéer og lyst til at være med. Det vil jeg gerne bygge videre på, siger Bettina Dalgaard Voss.
Hun ønsker en fanklub med plads til flere. En fanklub, hvor man kan komme alene til sin første kamp og hurtigt have nogen at sige hej til. Hvor børn og unge føler sig velkomne. Hvor familier har lyst til at deltage. Og hvor de mennesker, der har støttet White Hawks gennem mange år, fortsat er en vigtig del af fællesskabet.
- For mig handler en fanklub nemlig om meget mere end de 60 minutter på isen. Selvfølgelig skal vi skabe stemning og støtte spillerne – også når kampen er svær. Men fællesskabet skal også leve før og efter kampen gennem aktiviteter, ture, arrangementer og de relationer, der opstår mellem mennesker med den samme kærlighed til White Hawks, udtaler Bettina Dalgaard Voss.
Hun ønsker også mere åbenhed og lettere adgang til fællesskabet.
- Som nyt medlem har jeg selv oplevet, at det ikke altid er helt enkelt at finde de oplysninger, man har brug for. Jeg har eksempelvis ikke kunnet finde et offentliggjort aktuelt medlemstal for White Hawks Support, og der har været udfordringer og uklarheder omkring selve indmeldelsen. Det håber jeg bliver løst – uanset hvem der bliver formand. For det skal være nemt at blive medlem, nemt at finde information og nemt at engagere sig, hvis man har lyst til at bidrage, mener Bettina Dalgaard Voss.
Hun tror heller ikke på, at en bestyrelse skal sidde med alle idéerne selv.
- Der findes masser af mennesker blandt fansene med idéer, erfaringer og forskellige evner. Dem skal vi invitere indenfor og lytte til. Jeg ønsker ikke at være formanden, der bestemmer mest. Jeg ønsker at være formanden, der får flest til at være med. Og jeg vil gerne understrege én ting: Mit kandidatur er ikke et angreb på den nuværende bestyrelse. Jeg stiller ikke op imod mennesker. Jeg stiller op for nogle idéer og en retning, jeg tror på, understreger Bettina Dalgaard Voss.
Hvis hun bliver valgt, er hun klar til at samarbejde med alle, der ønsker at arbejde positivt for White Hawks Support og dens medlemmer.
- Vi behøver ikke være enige om alting for at kunne skabe noget godt sammen. Nu er beslutningen taget. Resten er op til medlemmerne, lyder det fra Bettina Dalgaard Voss.
Hun opfordrer alle medlemmer af White Hawks Support til at møde op og bruge deres stemme på generalforsamlingen.
- For det er ikke formandens fanklub. Det er ikke bestyrelsens fanklub. Det er medlemmernes fanklub. Og det skal de kunne mærke, fastslår Bettina Dalgaard Voss.
Majbritt Møller er p.t. formand for White Hawks Support.




































